Det vågne hjerte’ er følelsen af Anne Linnets ’Hils din mor’, der ved et lykketræf brager ud af bodega-jukeboksen. Og nye Merete Pryds Helle-læsere kan roligt stå på her. Indrømmet, det gjorde jeg selv. For selvom det er en efterfølger til de to romankrøniker ’Folkets skønhed’ (2016) og ’Vi kunne alt’ (2018) er det også en helstøbt fortælling om snart 30-årige Lis i slut-80’er-København, der prøver at hitte rundt i sin seksualitet, sine relationer og sine fremtidsdrømme. Det er en rasulsæbeduftende, kelimtæppebeklædt fortælling om årene op til murens fald med et soundtrack af Joni Mitchell på kassettebånd og ikke mindst en påmindelse til denne læser om den folkelige romans potentiale for stor skønhed.
’Det vågne hjerte’ følger i datid tredjepersonsfortælleren Lis (Merles faster, til dem, der har læst toeren) og falder i tre dele: Mosen, Kvindehøjskolen og Hjemme. Mosen, fordi en skelsættende begivenhed ved Utterslev Mose trækker årelange skygger ind i fremtiden. En mand med et vanvidsblik i øjnene udsætter Lis for et voldtægtsforsøg, da hun er på vej hjem fra familiemiddag i Tingbjerg. Hun undslipper, men senere på natten begår han et voldsomt overgreb på den yngre kvinde Alice. Via Lily, der er ansat i politiets voldtægtsenhed, får Lis kontakt med den unge kvinde, hvis skæbne hun føler sig mærkeligt forbundet til. En masse ting sker, og så en sommerdag er både Alice, Lily og datteren Gry, Lis og Lis’ kæreste, Kirsten, på vej til sommerlejr på Kvindehøjskolen i Visby.
