Kære Felix
Januar er efterhånden i fuld gang, og disse dage er om nogen nytårsforsættenes skæbnetid. Holder ambitionen om tidlige sengetider og skærmfri? Får man lavet de gryderetter, man har lovet sig selv? Og selvfølgelig den legemlige klassiker: Bliver der løbet? Landsholdsløberen Claus Hechmann har skrevet ’Løbebogen’, måske den sætter gang i futterne derude. Uden at du skal afsløre alle din forventninger til året, kan du fortælle, om der står løb på menuen?
Mvh Benedicte
Kære Benedicte
Det sker jo hvert år, at vi går ned med det gamle år som restaffald og hænger det nye år op som drømme på opslagstavlen. Januar og mandage er farlige af den grund, at de lader, som om transformationen bare er en beslutning. Lige for tiden prøver jeg at holde mig fra alkohol og holde min hudrutine. Her små to uger inde i skrækkelighederne går det okay. Så nej, mine snørebånd er ikke ved at slå knuder på sig selv over alle de planlagte løbeture. Jeg kan ikke lide at løbe, jeg forbinder det med skam og selvudlevering. Jeg har kun gjort det en håndfuld gange, tit i uegnede sko.
Sidste jul var jeg eksempelvis på besøg hos svigerfamilien i Canada. Jeg var en dag stolt og smånervøs mødt op i nye, pæne sko, da jeg skulle møde noget tante-onkel-agtigt. Det var nogle dejligt tunge loafers i kunstlæder, blanke og klar til at imponere, ligesom jeg. Det viste sig, at mødet var en ugentlig løbetur rundt om en sø. Der så man så mine 2 meter forsøge at holde et menneskeligt tempo med klodser om benene, brændende lunger og midt i samtaler med kusiner om, hvad Danmark er for et land. På de fleste tænkelige måder ikke noget kønt syn. Skoene er jeg stadig glad for.
»Jeg har en meget videnskabelig tilgang til træning«.
Det står tidligt i ’Løbebogen’, til stor skræk og advarsel for en ’føler’ som mig. Jeg tror på, at mange gode folk vil kunne oppe deres tider på 10-kilometeren med sådan en bog. Men vejen til mit hjerte er ikke brolagt med fedtprocenter og musklernes kvantefysik. Der kunne jeg bedre lide det uvidenskabelige, som min pilates-underviser knipsende sagde til hele holdet dagen inden nytårsaften:
»2023: Hvepsetalje«.
Jeg syntes, jeg hørte et glimt i øjet, men det var svært at være sikker, da jeg lå på maven med knæene dirrende 30 centimeter over gulvet.
Så altså, jeg forstår godt det flirtende potentiale, som forandringen lover os. Det nye og bedre liv, der som en anden gnom gemmer sig for enden af løbets regnbue. Jeg tror på det urmenneskelige i at ville være en anden, at slippe væk fra sin skæbne. Jeg læser franske Édouard Louis for tiden, samtlige af hans bøger handler mere eller mindre om netop det. Den seneste på dansk (oversat af François-Eric Grodin) hedder simpelthen ’Forvandlingens metode’ og har en emotionel tilgang til fortælling. Som da den unge forfatter, der selv kommer fra en barsk og fattig arbejderfamilie, forlader sin nye gymnasievenindes hjem med så lidt som en brochure om Picasso:
»Da jeg forlod huset med brochuren i hånden, følte jeg mig forvandlet. Jeg tænkte: Det her skal være mit liv nu«.
I denne klumme sender Felix Thorsen Katzenelson og Benedicte Gui de Thurah Huang på skift hinanden en bog fra stablen af bøger, der ellers ikke bliver anmeldt i Politiken.
fortsæt med at læse
