Lad mig indlede med en indrømmelse. Jeg er ikke helt vild med Jens Quistgaards design. Bestikket er for pyntet, kopperne for blomstrede og træet for brunt. Det er så bundet til sin tid, at jeg ville opfatte det som ren retro, hvis jeg tog en af hans tekander ind i mit køkken, eller jeg serverede salat i en af hans store træskåle.
Det mangler den enkelhed og kølighed, som jeg elsker ved dansk design, og det er på en eller anden måde alt for skulpturelt.





