Dystopierne skyder op overalt, både i virkeligheden, i fiktionen og i internet-sprogets dynd: Det er let at forestille sig undergangen, at konstruere katastrofefilm, memes og kvikke bemærkninger om civilisationens endeligt, når den fremskrives i rapporter og desuden er åbenbar i oversvømmelser og tørker, splittede samfund og sågar i modeindustrien. Så meget desto mere imponerende er det, når en forfatter i 2023 formår at skrive en svimlende original dystopisk roman med en præmis, der får tankerne til at lyne af spørgsmål.
Sådan en roman er den islandske forfatter Fríða Ísbergs debutroman ’Mærket’. Den udspiller sig i en nær fremtid i Reykjavik, hvor samfundets spilleregler er blevet vendt på hovedet af et nyt tiltag: en empatitest udformet af psykologer, der skal afgøre, hvem der har et balanceret følelsesliv, det vil sige har en stor indlevelsesevne og derfor kan forventes at opføre sig som gode samfundsborgere, og hvem der er følelsesmæssigt afstumpede og derfor med stor sandsynlighed vil begå moralsk kriminalitet og derfor kan udgøre en fare for andre.





