Den franske filosof Alain Finkielkraut skriver i ’Efter litteraturen’, at litteraturen ikke længere betyder noget. Folk orienterer sig ikke længere efter bøger. »Løgne slår rødder. Det uskønne koloniserer verden. Kunsten er ved at tabe kampen«, hævder Finkielkraut, som mener, at vi er trådt ind i den postlitterære tidsalder. Bøger sætter ikke længere noget aftryk og har ikke længere en dannende funktion.
At litteraturen har tabt til ’løgnen’, er noget vrøvl.
Til gengæld er det rigtigt, at den gamle verden, hvor en lille gruppe smagsdommere, mænd, kunne falde i svime over et vigtigt værk, udnævne det til indiskutabelt dannelsesmateriale og kanonisere dets forfatter, er fortid. Dertil har verden forandret sig for meget. Kampen om dannelsens retning og indhold er skærpet, uenigheden er stor.
Det er i det hele taget problematisk at forvente den samme respekt om ’litteraturen’, som der herskede tidligere, dvs. før den voldsomme demokratisering, som har ført til, at der nu eksisterer mange flere gode forfattere og mange flere gode bøger i verden end nogensinde tidligere. Og evnen til at åbne sig for fortællinger er i hvert fald ikke gået tilbage. Finkielkraut har kun blik for den side af demokratiseringen, som har ført til forfladigelse.
Vi lever stadig i en verden, hvor litteraturens måske fornemste kvalitet er, at den udgør et værn mod de overgribende ideologier. I litteraturen er der stadig plads til det lille menneske og dets søgen efter mening, anerkendelse, betydning. Det er stadig sådan, at bøger igen og igen gør os klogere på os selv og verden, og at den bedste litteraturkritik forstår sin opgave ved at fremhæver en bogs æstetiske og etiske relevans i verden.
Det er, præcis hvad vi gør, når vi i dag nominerer otte danske udgivelser til Politikens Litteraturpris. Bøger, som hver for sig har beriget læsere og givet verden svar på tiltale, for det også det en rigtig god bog godt må kunne: Få os til at se på verden med nye øjne. Gøre os klogere, fortrylle os, få os op i det røde felt, få os til at le den farlige latter, som magten hader.
Valget er dit, og afstemningsperioden løber fra i dag til 21. februar. Hvem skal have prisen på de 200.000 kroner? Hvem skal vi fejre i Pressen 6. marts?
Feltet er bredt og rummer både romaner, digte og essayistik.
Der er fortællingen om det barske liv blandt soldyrkende krigere ved Limfjorden for 3.200 år siden og den om en søskendefloks måde at tackle vor tids jordiske udfordringer på.
Der er historien om en polioramt piges forunderlige transcendens fra sin plads i lungemaskinen på Blegdamshospitalet og i en helt anden boldgade den om kvinden, der har forladt sin mand og nu rejser fra smørrebrødsbord til smørrebrødsbord i Danmark. Der er den unge minoritetskvindes indignerede poesi om traumer og tavshed, og der er en mands dybt personlige fortælling om kunst, homoseksualitet, sygdom og død.
Årets måske bedste litterære replik lyder sådan: »Verden er ved at blive ødelagt af folk, der mener for meget og tænker for lidt«. Her er 14 mereEndelig er der to bøger, hvoraf den ene afslører, hvordan vi accepterer en uhyrlig behandling af de dyr, vi opdrætter i Danmark, mens den anden viser, hvordan vi vender det døve øre til den globale virkelighed, hvor sexarbejde, trafficking og migration er forbundne kar.
De otte bøger, som alle udkom sidste år, har på hver sin måde demonstreret, hvad den skrevne fortælling formår, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan de vil berige mange flere læsere, end de allerede har gjort. Lige så snart en bog er ude i verden, får den, hvis den er en af de gode, et liv, ingen kan forudsige, og der er verdenslitteratur i dette felt.
Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at Kristian Bang Foss, Theis Ørntoft, Kirstine Reffstrup, Helle Helle, Amina Elmi, C.Y. Frostholm, Mathilde Walter Clark og Sine Plambech nok skal sætte det aftryk i verden, som filosof Finkielkraut savner.
Læs præsentation af de 0tte værker side 8-11
fortsæt med at læse
