Kong Frederik deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen i en ny bog, der udkommer onsdag.

»Historisk salgsdag«: Kong Frederiks bog solgte 25 eksemplarer i minuttet og spås allerede nu til at blive årets mest solgte udgivelse

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 17.10.

Bare tre dage efter, at kong Frederik tiltrådte som Danmarks statsoverhoved, har han udgivet en bog. Bogen, der er udkommet onsdag og bærer titlen ’Kongeord’, handler om de tanker og overvejelser, han han gjort sig om den opgave og det ansvar, han har pådraget sig.

Titlen henviser til valgsproget ’Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark’, som også bliver forklaret i bogen. Kongen bruger i den forbindelse ikke selv betegnelsen valgsprog, men kalder det i stedet ’kongeordet’. Søndagens proklamation af tronskiftet blev på balkonen på Christiansborg Slot afsluttet med ordene »Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark«. Det kaldes et valgsprog.

I bogen adresserer kong Frederik en bekymring, som har dannet grundlag for kritikken af, at Gud ikke er nævnt direkte i hans valgsprog. Gud indgår ifølge kongen i udtrykket ’forbundne’.

Det var vigtigt for kong Frederik X at omfavne hele rigsfællesskabet i det valgsprog, der skal være med til at sætte rammerne for hans tid som landets nye regent, forklarer han i bogen, der er udkommer i dag.

»Både inden for Danmarks grænser og i rigsfællesskabet er vi forbundne og forpligtet på tværs af forskelle til aktivt at engagere os i styrkelsen af et bæredygtig og ansvarligt fællesskab«, siger han i bogen.

»Jeg ønsker at markere, at vi som mennesker er forbundne – til hinanden, til vores kristne tro og til vores fælles historie«, siger han om første del af sit valgsprog i bogen.

»At vi er forpligtet gennem vores fællesskab til at tage vare på hinanden og understøtte hinandens forskelligheder til gavn for et rigt kollektiv«, siger han videre om det andet ord.

De 112 sider handler blandt andet om Frederiks forhold til kongerækken, til danmarkshistorien og kristendommen. Men også om hans hidtidige livsforløb og udvikling fra ung tronarving til familiefar – og nu altså konge.

»Jeg ser det egentlig ikke som nogen brat overgang at blive regent. Det er klart, der kommer endnu flere opgaver og også nogle lidt andre af slagsen end tidligere, men jeg vil fortsat være den samme person, og min tilgang vil også være den samme som før«, siger kongen i bogen.

Gud bevare Danmark

Kong Frederik vil – ligesom sin mor – sige ’Gud bevare Danmark’ i den årlige nytårstale, skriver han også i bogen. Det viderefører en tradition, der startede i 1909, da daværende kong Frederik VIII introducerede den afsluttende bøn i nytårstalen. Udsagnet har altid givet kong Frederik gåsehud, fortæller han yderligere i bogen.

»De tre ord afspejler fundamentet under det, vi er og det, vores kultur og samfund hviler på«, står der i bogen.

Selv om han bruger det samme udsagn som sine forgængere, vil han også finde sin egen måde at holde nytårstalen på. Han har derfor ikke intention om at kopiere sin mor, for »hun havde sin facon, jeg har min«.

Bogen koster 250 kroner og er udgivet af Politikens Forlag.

25 bøger i minuttet

Bogen har været holdt hemmelig helt frem til udgivelsesdagen og Politikens Forlag, der udgiver bogen, blev først kontaktet nytårsaften omkring den nye bog om kong Frederik. Det fortæller Kim Hundevadt, der er forlagets chef for nonfiktion, til TV 2.

»Derefter gik vi omgående i gang med redigerings- og layout-arbejdet. Der er ingen tvivl om, at vi har haft travlt på Politikens Forlag«, siger han til TV 2.

Udgivelsen sker blot tre dage efter, kong Frederik tiltrådte som Danmarks nye monark. Om ’Kongeord’ er blevet til på de knap tre uger, der er gået siden dronningens nytårstale, er endnu uklart.

I bogens indledning skriver forfatter Jens Andersen, at bogen er blevet til »på grundlag af en række samtaler på Amalienborg, mens kongen endnu var kronprins«. Forfatteren har tidligere portrætteret en yngre udgave af Frederik i biografien ’Under bjælken’. Den udkom i 2017.

Selv om bogen ikke var ventet af offentligheden, er den allerede efterspurgt blandt læserne, fortæller Lærke Jürs, der er presse- og kommunikationsansvarlig hos onlineboghandlen Saxo.com. Hun beretter om et firecifret salgstal inden for den første time, og at bogen solgte 25 bøger i minuttet, da hun var i TV 2 News.

»Derfor kan vi godt sige, at vi står i en historisk salgsdag«, siger Lærke Jürs.

Bogen ligger allerede suverænt i top som den bedst sælgende bog hos Danmarks største online-boghandler.

»Det er historisk set den bedst sælgende bog på udgivelsesdagen hos Saxo«, siger hun og tilføjer, at det vil undre hende, hvis ’Kongeord’ ikke bliver den bedst sælgende bog i hele 2024.

Første oplag på 25.000 eksemplarer er blevet udsolgt fra forlaget på første dag, oplyser chef for nonfiktion hos Politikens Forlag Kim Hundevadt.

»2., 3. og 4. oplag er på vej ud, og der er fortsat bøger ude i nogle butikker. Vi arbejder på højtryk for at få flere bøger frem«, skriver Kim Hundevadt.

Kongehuset kommer dog ikke til at tjene penge på rekordsalget.

»Der er blevet lavet en almindelig forfatteraftale mellem forfatter Jens Andersen og forlaget. Kongehuset er ikke en del af den aftale«, skriver Kim Hundevadt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her