Mine litteraturhistoriske yndlingsårtier er 1960’erne og 1970’erne. Det er en svunden tid. Dengang var der en tro på tingene, på, at de kunne laves radikalt om, et window of opportunity, som også datidens digtere, eller nogle af datidens digtere, forsøgte at holde åbent så længe som muligt: Klaus Høeck, Marianne Larsen, Diane di Prima. Diane di ... hvem? Prima. Amerikansk digter med italienske aner, forfatter til digtsamlingen ’Revolutionsbreve’, der nu er udkommet på dansk.
Di Prima har ikke udøvet samme indflydelse i dansk sammenhæng som hendes jævnaldrende, beatdigterne eller LeRoi Jones eller Lyn Hejinian, Language-digteren, der gik bort så sent som forleden. Men det kan der så måske blive rettet op på nu, for ’Revolutionsbreve’ er et mesterværk.
