Jeg ved ikke, hvordan landet ligger nu, men for ikke så længe siden var parken ved Tokyos travle togstation Ueno berømt for flere ting. Ueno Park har sine seværdigheder, og når søen i parken er dækket af lotusblomster, er den et syn for guder. Og så er der de hjemløse. Med deres blå presenninger, indkøbsvogne på afveje og plastiksække med fladmaste pantdåser udgør de hjemløse i Ueno Park et skue, man ellers spejder forgæves efter i det japanske bybillede.

I nogle kulturer er de hjemløse mere hjemløse end andre steder. Ikke mindst i lande, hvor det er forbundet med social skam at være faldet ud af bunden på et hierarkisk samfund. Når den koreansk-japanske forfatter Yu Miri skriver om de hjemløse i Ueno-parken, er selve det at gøre de hjemløse synlige ved at skrive om dem en politisk handling.