Vi er i victoriatidens England, i imperiets funklende hovedstad, på den ærværdige Wimpole Street. Her er upstairs and downstairs ikke blot begreber, men et eksakt antal trappetrin fra kælder til kvist. Nogle hårde og befærdede af travlt arbejdende tyende, andre tæppebeklædte og rare for et par hvalpede poter.

For det er ikke barnet, men hunden fra landet, der her gør sin entré i begyndelsen af Virginia Woolfs lille store roman ’Flush’. Og det er i hundehøjde, vi krabber os ind på herskabet, nærmer os fra køkkenregionernes »hede pust af stege, af fugle på spid, af simrende supper« ... videre til »lugte af cedertræ, sandel og mahogni; af mandekroppe og kvindekroppe; af tjenere og tjenestepiger; af frakker og bukser; af krinoliner og kåber; af gardiner og plys; af kulstøv og tåge; af vin og cigaretter«.