Som kritiker forsøger jeg at være på linje med mesteren T.S. Eliot ved så vidt muligt at fastholde en kritisk soberhed.
Udelade personligt føleri, forholde sig cool til et objekts konstaterbare kvalitet, dets litteraritet, sprog og stil.
Men der er værker, hvor det er svært. De yndefulde med den nordatlantiske hedonisme, den naturbetvungne fantasi og mytiske folklore. Det standende slagsmål mellem skæbne og kristendom, den sørgmuntre humor, som klynger sig til folk, der lever tæt på det humørsyge hav, kun en tåbe ikke frygter. Litteratur, som stadigvæk lever med familie og fortid som et problematisk, men ubrydeligt bånd af brødre og søstre.
Modernitetens bekvemme livsløsninger versus slægtssamfundets strikte lov og orden, hvor narcissisme er noget nymodens lort fra de varme lande.
En tematik, vi danskere vel mest forbinder med William Heinesen, den geniale vindharpebygger og forfatter fra Færøerne.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
