Er det all right at bruge Anden Verdenskrig som spændende underholdning?
Det var okay med ’Ørneborgen’ og ’Navarones kanoner’, fordi det drejer sig om drengerøvsskildringer af spektakulære, mere eller mindre sandsynlige militæroperationer. Men da den italienske filminstruktør Liliana Cavani i 1974 skabte filmen ’Natportieren’ om et seksuelt forhold mellem en jødisk kvinde og en SS-mand i koncentrationslejren og i tiden derefter, faldt hammeren i USA fra et nedsablende anmelderkorps.
I Europa var kritikken mere nuanceret. Måske fordi skuespillerne Charlotte Rampling og Dirk Bogarde formåede at legemliggøre en dekadent perverteret, men også tragisk tintet kærlighedshistorie. Ellers er holocaust og omegn et mineret område. Ud fra jødisk fokus og tro bør denne infame ubeskrivelighed kun gestaltes af få.
Søskendeparret Hammer har søsat en historisk romanserie på otte bind, som motivisk handler om kærlighedsforholdet mellem en jødisk københavnsk pige, Kassandra, og en sønderjysk nazistisk dreng, Peter. Jeg skriver med vilje pige og dreng. Indtil videre og helt ind i dette tredje bind, ’Gaden uden navn’, er der toner af ungdomsromanens enfoldighed, enkelhed og emsighed.
De to første bind, ’Vejen til Warszawa’ og ’Kobberslottet’, handler hver for sig om de tos udviklinger. Hun polsk-jødisk greves barnebarn, han forældreløs soldat i SS. Da vi forlod dem i forrige bind, fik de lige et glimt af hinanden på grænsen ind til den jødiske ghetto i 1941 i den polske hovedstad.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
