Sagde man virkelig »pikslikker« i 1942? Historisk roman om kærligheden mellem en jøde og en nazist bliver aldrig rigtig overbevisende

Er det all right at bruge Anden Verdenskrig som spændende underholdning?

Det var okay med ’Ørneborgen’ og ’Navarones kanoner’, fordi det drejer sig om drengerøvsskildringer af spektakulære, mere eller mindre sandsynlige militæroperationer. Men da den italienske filminstruktør Liliana Cavani i 1974 skabte filmen ’Natportieren’ om et seksuelt forhold mellem en jødisk kvinde og en SS-mand i koncentrationslejren og i tiden derefter, faldt hammeren i USA fra et nedsablende anmelderkorps.

I Europa var kritikken mere nuanceret. Måske fordi skuespillerne Charlotte Rampling og Dirk Bogarde formåede at legemliggøre en dekadent perverteret, men også tragisk tintet kærlighedshistorie. Ellers er holocaust og omegn et mineret område. Ud fra jødisk fokus og tro bør denne infame ubeskrivelighed kun gestaltes af få.