Lyt til artiklen
Der er næsten noget filmisk over Sine Simonsens debutroman, ’De eneste i verden’, takket være dens stærke fornemmelse for steder, dens sælsomme idiosynkratiske billeder og ikke mindst kontrasterne imellem dem. Der er en smadret camper, en dyr og glasbursagtig lejlighed oppe over byen og et opholdssted for børn uden for byen, hvor »markerne ligner uendelighed på en god måde«.
Stederne er vigtige i romanen, fordi de danner en slags landkort for handlingen, som romanens hovedperson, Molly, flakker rundt i på jagt efter en smule ro eller en smule kærlighed eller bare et eller andet, der føles godt, indtil det ikke føles godt længere.
