F ør eller siden når de fleste af os til det at være plejekrævende eller at have pårørende, der er det. Den erfaring har Astrid Saalbach viet en roman til.
Af romanens hovedperson får man et fint signalement på bagsiden: »Thorkil er patriark. Han er opdraget i begyndelsen af det forrige århundrede, hvid og forkælet, men stadig en slags menneske«. Vi lever i tider, hvor der kan være brug for at minde om, at den gamle hvide mand også er en slags menneske. Og det bliver en gennemgående pointe i bogen, at alderdommens hjælpeløshed bringer det menneskelige frem i en mand, der tilsyneladende har opført sig ret hensynsløst, i hvert fald over for sine to døtre, Tine og Ida. Synsvinklen skifter mellem disse tre: Tine, Ida, Thorkil – den gamle patriark og hans døtre, som heller ikke længere er unge.
