Iben Mondrups romantrilogi om to grønlandske børn, der blev bortført til Danmark i 1960’erne, afsluttes med den grønlandske adoptivdatters storslåede opgør med sin danske adoptivfar.

Man orker ikke rigtig høre faderen bortforklare sig. Han har jo gjort noget grusomt. Alligevel lever vi os ind i hans situation

Iben Mondrups afsluttende del af trilogien om Vittu og Tabita, Berthel, Eva og Abelone er mere plotdrevet end de foregående. Foto: PR
Iben Mondrups afsluttende del af trilogien om Vittu og Tabita, Berthel, Eva og Abelone er mere plotdrevet end de foregående. Foto: PR
Lyt til artiklen

Med romanen ’Bjørn’afslutter Iben Mondrup sin trilogi om Tabita, den grønlandske pige, der sammen med sin babybror Vittu bliver revet bort fra sin mor og ført til Danmark af Vittus (uofficielle) danske far, Berthel, og hans kone, Eva. Trilogiens første bind sluttede med, at Tabita som 15-årig stikker af fra Humlebæk. I andet bind fulgte vi lillebror Vittu, der som 5-årig bliver anbragt hos en ny og lidt for kærlig adoptivmor. Også Vitus flygter som stor dreng til Grønland.

Det sidste bind starter i en båd på en indsø syd for Nuuk mellem store fjelde. Her våger en riffelbevæbnet Tabita over sin danske adoptivfar, som hun har sat i land ved en faldefærdig hytte. Hun finder blok og kuglepen frem og skriver: »Han har gjort mig ondt/ Han har gjort min bror ondt/ Han har gjort min mor ondt (…) Han skal ikke dø helt, han skal hele tiden være lige ved at dø (…) Alt skal gøres op«. Derefter udrulles den forhistorie, der fører frem til det store opgør, og vi skal helt frem til slutningen, før vi igen vender tilbage til far og datter mellem fjeldene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her