Da SF i Århus første gang spurgte Ebba Strange, om hun ville stille op til Folketinget, sagde hun nej tak. Hendes begrundelse var, at hun ikke ville tilbringe det meste af ugen i København, når hendes søn endnu boede hjemme. Fra partiet lød det, at hun da ikke skulle regne med at blive valgt, første gang hun stillede op. Ebba Strange erklærede, at det gjorde hun bestemt. Ebba fik ret En forbløffende udtalelse fra en 42-årig, der nok havde samlet underskrifter for SF, da partiet var blevet stiftet i 1958, men som ikke havde haft politiske poster af nogen art, heller ikke i den lokale Viby Partiforening. Men Ebba Strange fik ret. Halvandet år senere sagde hun ja til at stille op, og ved valget i december 1973 kom hun ind i Folketinget, selv om SF mistede seks mandater. Det er et af de få steder i hendes ellers lavmælte erindringsbog, hvor hendes tro på eget værd kommer klart til udtryk. Den tro fik hun god brug for i Folketinget, hvor stemningen i SF's gruppe i de år mildt sagt var anspændt, og den fik hende også til at foreslå sig selv som gruppeformand efter partiets katastrofevalg i 1977. Det antiautoritære og antidogmatiske Ebba Strange var en central aktør i den mellemliggende konflikt, der kunne have ført til sprængning af partiet, men den beskrives uden den malice, som ofte kan præge politikeres erindringer. SF's mangeårige gruppeformand - hun havde posten indtil 1991 - er i det hele taget ikke den, der skriver ondt om nogen. Politiske og faglige uenigheder stikkes ikke under stolen, men personangreb leder man forgæves efter i hendes erindringsbog. Drivkraften i Ebba Stranges liv er det antiautoritære og antidogmatiske. Det politiske engagement begyndte i de unge år og førte til et medlemskab af DKP, men det var en skuffelse, for partiets politiske skoling levnede ingen plads til diskussioner. Og mindede på den måde både om den autoritære tone i Ebba Stranges barndomshjem og om Valby Folkebørnehave nr. 2, hvor dagsprogrammet i 1948 bl.a. omfattede, at børnene i en time sad enkeltvis og legede med hver sit stykke legetøj! Et sommervikariat, der bestyrkede Ebba Strange i, at hun ville være småbørnspædagog - men at det skulle være en uddannelse, der lagde vægt på moderne pædagogik. Privatlivet er ikke med Den fandt hun, og senere var hun med base i Århus med til at uddanne og efteruddanne masser af pædagoger. Hun anerkender de meget store fremskridt, der er sket på området, men begræder, at pædagoguddannelsen og forholdene i børneinstitutionerne stadig har så lav politisk prioritet i forhold til skolen. Og at der igen er tendens til, at voksne vil bestemme og dirigere alt for meget i børneinstitutionerne. Børns naturlige videbegær skal stimuleres og imødekommes, men det skal være på deres betingelser, mener Ebba Strange, der ser en parallel mellem den marxistiske pædagogik, som hun heller ikke gav meget for, og nutidens læreplaner for de små. Det kvindepolitiske, retspolitikken og det internationale engagement spiller også en fremtrædende rolle i bogen. Det gør det private derimod ikke - ud over barndommen. Hun omtaler f.eks. sin mand, faderen til hendes to børn, som »sin store kærlighed«, men kommer ikke nærmere ind på, hvorfor ægteskabet efter otte år endte i skilsmisse. Anekdoter fra det politiske liv skorter det også på. Men med sit billede af de store forandringer, der er sket i det danske samfund i det seneste halve århundrede, er bogen trods den indimellem tørre stil alligevel interessant læsning, især hvis man selv kan huske mere end 20 år tilbage.