0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pragtværk om Vadehavet

Danmark, Tyskland og Holland deler et enestående kystområde med rig natur og en stolt digebyggerkultur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

VADEVANDRERE. - Foto fra bogen: Bert Nienhuis

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man er til sublime bjerglandskaber eller frygter at blive trådt ihjel af gæs, skal man ikke besøge Vadehavet.

Nogen ødemark er dette ældgamle kulturlandskab heller ikke, men det regnes ikke desto mindre for et enestående kystområde, der i biologisk værdi og produktivitet kan måle sig med Australiens store koralrev, Floridas Everglades sumpe samt mangrovekysten ved Ganges' udløb.

Og hvis man med natur mener naturelementerne i deres vælde, kan man skam stadig blive prisgivet, hvis man ikke agter på flod og ebbe.

Formidabelt billedmateriale
Vadehavet deles af Danmark, Tyskland og Holland, som i årtier har samarbejdet om forvaltningen og udnyttelsen af denne kombinerede kultur- og naturarv. Nu har Det Fælles Vadehavssekretariat taget initiativet til et pragtværk med hovedvægten på regionens kultur- og erhvervshistorie samt dens stridbare selvforståelse gennem tusinde år.

De 18 underregioner beskrives af stedlige forfattere i lige så mange afsnit. Det danske kapitel er skrevet af Finn Krageskov og fotograferet af Svend Tougaard, der er bosiddende på Rømø.'

Men billedmaterialet er hele vejen igennem af samme formidable kvalitet og er tydeligvis optaget på store filmformater, der til alle os forældedes trøst stadig slår den digitale fotografi med flere længder, når de som her ydes retfærdighed.

Global miljøideologi
Vadehavet er opstået ved den gradvise havstigning siden istidens ophør og indlandsisens afsmeltning; og grundet landets flade hældning bevæger vandlinjen sig daglig op til 30 km frem og tilbage mellem flod og ebbe.

Næringsrigt saltvand møder ferskvandet fra de store floder og åer, og på lavt vand, hvor tidevandsstrømmen er svagere, bundfældes næringsstoffer til glæde for opvoksende fiskeyngel, orme, muslinger og krebsdyr - der atter føder myriader af vade- og andefugle, herunder trækkende og rastende fugle fra Norden og Rusland.

Vadehavet er et skoleeksempel på, hvorledes lokale interesser og selvforståelse brydes med en progressiv global miljøideologi båret af mobile og, jeg havde nær sagt, virtuelle 'storbyeliter', der taler på vegne af landsoverskridende såvel som generationsoverskridende interesser.

Vi kender diskussionen om Tøndermarsken og de stedlige nationalparksplaner, og vi husker den voldsomme strid, da man i 1980'erne byggede det fremskudte dige. Holland er miljømæssigt det mest progressive vadehavsland, idet alt land indvundet gennem de seneste digefremskydninger forbeholdes de naturlige processer og den biologiske mangfoldighed.

Mange katastrofer
Den foreliggende bog berører dog perifert de biologiske værdier og koncentrerer sig om erhvervshistorie og kultur. Allerede sidst i bronzealderen bosatte mennesker sig her trods risikoen, og man byggede husene på såkaldte værfter, dvs. høje bygget af tang og gødning.

De befæstedes siden, og fra middelalderen udviklede man byggeri af stadig mere solide og fremskudte diger og siden sluse- samt vindmølledrevne pumpeværker. For marskbønderne bag digerne blev fede og selvgode calvinister, blot de undgik at drukne.

Men katastrofer har der været mange af, og under læsningen om den frisiske kurbadeø Norderney vil mange af os tænke på Karen Blixens gotiske fortælling 'Syndfloden over Norderney'. Litterære besøgende i vore dage med forventninger om konfrontation med det sublimt djævelske og himmelske ville dog blive slemt skuffede.

Den, der ikke må dige, må vige
Forvaltningen i Vadehavet har alle dage været præget af stridbar kollektiv selvtilstrækkelighed grundet afhængigheden af lokale digelag med demokratisk valgte 'digegrever' og 'digedommere', og dette system fungerer endnu vore dage nogle steder.

Et ordsprog lyder: 'Den, der ikke må dige, må vige'. Kong Hans forsøgte år 1500 uden held at kue Ditmarskens rige bønder, men blev slået. En menneskealder senere lykkedes det dog den danske kongemagt at underlægge sig Ditmarsken region, som siden fostrede den Arabien-rejsende Christian Niebuhr.

Men også i det danske må kongemagten have føltes som en tvang, når Christian V 1689 for at støtte den engelske konge i nedkæmpningen af irernes oprør sendte 7.000 danske søfolk af sted, hvoraf knap halvdelen vendte tilbage. Mere stolthed er der over historien om kristen import samt eksport af okser fra den ældgamle by Ribe; om Esbjerg som en langt senere tids eksporthavn; om de prægtige hvalfangerslægter på Rømø samt den stolte skibsbyggertradition på Fanø, som til slut måtte vige for dampskibsfarten.

Hvad med rørdrummen?
Bogens eneste brist er dens sparsomme behandling af naturværdierne som andet og mere end den fundamentale - og for fiskenes vedkommende katastrofalt svindende - ressource, som skiftende tider forvalter på hver deres vis.

Således hører vi slet intet om den forunderlige fugl rørdrummen - og det på trods af at denne sære hejrefugl er både totemdyr, skytsengel samt rygmærke for foreningen af anonyme afholdsmænd, af følgende uafviselige grund: Dens foretrukne stemme lyder nemlig akkurat, som når man blæser blidt fra overlæben ned i en helt tom vinflaske - vel vidende, at tomme tønder buldrer mest.

Flere af skribenterne konstaterer derimod noget ambivalent, hvorledes naturen mange steder nu pludselig vægtes højest, mens hele den stolte digebyggerkultur og dens (kultur)kamp mod naturen reduceres til forløjet folklore - ja, i mange tilfælde endda renlivet konstruktion og Disneyland, eller på dansk: lodret løgn.