0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dramaet om OL i Rom

Ny bog hævder, at OL i Rom i 1960 ændrede verden. Det er måske så meget sagt, men doping, tv-rettigheder og sponsorstøtte kom på dagsordenen. Det samme gjorde en ung storskrydende bokser ved navn Cassius Marcellus Clay.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan synes utidigt – og provinsielt – straks at rette opmærksomheden på vort lille land, når det handler om en international bog som ’Rome 1960 – The Olympics that Changed the World’ skrevet af Pulitzerpris-vinderen David Maraniss fra The Washington Post.

Men Danmark fylder rent faktisk en del i bogen. Desværre er det ikke målmanden Henry Froms legendariske tyggegummiredning mod Ungarn i den olympiske fodboldsemifinale, der interesserer Maraniss, men en på alle måder tragisk hændelse: OL-historiens – tilsyneladende – første dopingsag.

Scenen er er en umådelig varm fredag i 1960 på landevejene uden for Rom, hvor cykelrytternes 100-kilometer holdløb er i fuld gang. På det danske hold er Vagn Bangsborg, Jørgen B. Jørgensen, Niels Baunsøe og den nordiske mester Knud Enemark. Ruten var en rundstrækning, der blev kørt flere gange, og allerede under anden runde falder reserven Jørgen B. Jørgensen fra på grund af varmen og bliver kørt på hospitalet.

Reglerne krævede, at tre ud af fire ryttere fuldførte, så da Knud Enemark kommer i alvorlige vanskeligheder fem kilometer før mål, griber Niels Baunsøe og Vagn Bangsborg fat i trøjen på Enemark for at holde ham oppe. Da Enemark igen prøver ved egen kraft, falder han af cyklen og slår hovedet mod asfalten.

Han bliver herefter ført til et telt, der er endnu varmere end de 40 grader, som luften udenfor er oppe på. Den 23-årige dansker dør i teltet, og herefter begynder den spegede sag, der i eftertiden skulle blive kaldt OL-historiens første dopingsag. Hårdnakkede rygter ville nemlig vide, at Enemark havde indtaget amfetamin.

Dramatisk potentiale
Hvis nogen synes, at ovenstående virker bekendt, er det måske, fordi en af Maraniss’ helt centrale kilder er den tidligere Politiken-journalist Lars Bøgeskov, der cirka 40 år efter OL i Rom skrev grundige artikler om Knud Enemarks død. Bøgeskov nævnes flere gange i bogen, og Maraniss er opmærksom på den mangelfulde undersøgelse af Enemarks død, der efterfølgende gjorde ulykken til en knap så gennemskuelig dopingsag, som den fik ry for at være.

Maraniss bruger ganske meget plads på sagen om Knud Enemark, men OL i Rom var jo mildest talt meget andet end begivenheder med dansk islæt. Blandt andet var legene præget af en koldkrigsstemning, der var med til at intensivere de sportslige opgør mellem USA og Sovjet, og med sans for det dramatiske potentiale beskriver Maraniss den rolle, som agenter fra CIA og KGB spillede i kulisserne.

Forfatteren stiller skarpt på netop OL i 1960, fordi der var en række fænomener af både politisk, mediemæssig og sportslig karakter, som man nok havde set konturerne af tidligere, men som ifølge forfatteren accentueredes i hidtil uset omfang den sommer for 48 år siden. Deraf den måske lige lovligt storladne undertitel om »det OL der ændrede verden« – for egentlig var det vel i lige så høj grad verden udenfor, der var med til at ændre OL.

Transatlantisk udveksling
Ifølge sidste uges udgave af The Economist regner man med, at tv-rettighederne til OL i Beijing løber op i cirka 1,7 milliarder dollar – til sammenligning betalte den amerikanske medievirksomhed Columbia Broadcasting System (CBS) i 1960 mindre end en halv million dollar for OL-historiens første kommercielt forhandlede rettigheder. Bogens forfatter David Maraniss beskrev i sidste uge – i Newsweek – hvordan tv-dækningen har udviklet sig i tiden fra OL i Rom til OL i Beijing: Tv-stationen NBC sender i år 2.900 ansatte af sted – mod CBS’ 50 i 1960 – og de kommer til at producere 1.400 timers tv og 2.200 timer til nettet.

I ’Rome 1960’ kan man læse, hvordan der forud for de daglige visninger fra Rom foregik en transatlantisk udveksling af krævende logistisk karakter, hvor bånd med optagelser fra dagens udvalgte begivenheder blev sendt med et almindeligt Alitalia-fly til New York – og videre ind til studiet på Grand Central Station. Tv-optagelserne var på den måde underlagt de sædvanlige trafikale forhindringer, som f.eks. vejrlig og forsinkelser kan forårsage. Til gengæld var tv-folkene hjemme i New York så heldige, at en tidsforskel på fem timer mellem Rom og New York ofte gjorde det muligt at sende OL i primetime.

Med øget kommercialisering fulgte efterhånden et større pres på den ædle idé om OL som en kappestrid mellem amatører – det var i særdeleshed et kardinalpunkt for den selv meget velhavende IOC-præsident Avery Brundage. Han forsøgte med vold og magt at fastholde idrætsudøverne i en situation, hvor de ikke kunne modtage så meget som en dollar, hvis den kunne relateres til deres rolle som idrætsmand- eller kvinde. Det førte jævnligt til pinlige episoder.

Som da tikæmperen Rafer Johnson måtte opgive en rolle i filmen ’Spartacus’. Han havde mødt Kirk Douglas i træningscentret på University of California i Los Angeles (UCLA), og atleten og skuespilleren blev her så gode venner, at Douglas tilbød Johnson en rolle i filmen. Sagde han ja til rollen, ville han imidlertid blive udelukket fra OL i Rom. Det var et plaster på såret, at Johnson vendte hjem med en guldmedalje.

Funklende sportsstjerner
Det mest spektakulære optrin under selve legene, hvad sponsorer angik, leverede den tyske sprinter Armin Hary, der præsterede at spille de to brødre bag henholdsvis Puma – Rudolph Dassler – og Adidas – Adi Dassler – ud mod hinanden. Hary plejede at løbe i Adidassko, men pludselig kunne Adi konstatere, at Hary under løbet var iklædt Pumasko. En repræsentant for Puma fortalte senere, at Hary var blevet overtalt på grund af indholdet i en tyk brun kuvert – betaling med andre ord. Så stor var forbavselsen, da Hary efter at have vundet OL-guld i 100 meter efterfølgende stod øverst på sejrsskamlen nu igen iklædt Adidassko.

Naturligvis bruger en detaljernes mand som Maraniss også masser af plads på de sportsstjerner, der første gang funklede for alvor i Rom. Rent sportsligt vil OL i Rom ikke mindst blive husket for den legendariske sprinter Wilma Rudolph fra Clarksville, Tennessee, der efter en barndom med polio bogstavelig talt smed de skinner, hun havde været nødt til at bære, og løb fra alt og alle.

’The Tennessee Tornado’ vandt i alt tre guldmedaljer og bidrog kraftigt til at aflive opfattelsen af, at kvinder ikke havde noget at gøre på et atletikstadion. Ikke overraskende tiltrak hun sig enorm opmærksomhed og blev bl.a. inviteret på et timelangt besøg hos John F. Kennedy i Det Hvide hus. En anden, der havde et godt øje til Wilma Rudolph, var en ung bokser ved navn Cassius Marcellus Clay, der valgte legene i Rom til for alvor at slå det navn fast, der nogle år senere skulle blive ændret til Muhammad Ali. Cassius Clay vandt guld og vendte hjem for at indlede karrieren som professionel.

Sejr i bare tæer
Endnu en sort atlet, etiopieren Abeke Bikila, skrev sig eftertrykkeligt ind i OL-mytologien, da han på den sidste dag vandt maratonløbet. Inden løbet var der kun hovedrysten tilovers for den afrikanske løber, der stillede op i bare tæer, men da han sent om aftenen kom i mål efter godt 42 kilometers løb i Roms antikke og til lejligheden fakkelbelyste gader, havde han sat olympisk rekord i tiden 2 timer, 15 minutter og 16 sekunder. En rekord sat i det land, der engang havde invaderet Bikilas land.

Maraniss’ bog er et godt eksempel på den grundighed, amerikanske journalister og forfattere ofte lægger for dagen, når de skriver om sport. Det er derfor ikke overraskende, at han bogen igennem har et fint blik for en lang række af de dygtige skribenter, der skrev om tiden før, under og efter OL i Rom – bl.a. den legendariske journalist A.J. Liebling fra ugemagasinet The New Yorker og en ung David Halberstam, der dengang skrev for The Nashville Tennessean.

’Rome 1960’ er sine steder lige lovlig detaljeret, men man må tage hatten af for det store kildemateriale, som Maraniss omsætter i en dramatisk fortælling, der i høj grad også er historien om den politiske og kulturelle virkelighed anno 1960.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce