Det var den senere kollega, læreren på filmskolen og filminstruktøren, Gert Fredholm, som i sin tid i klasseværelset adlede sin obsternasige og skeptiske elev, geniet Lars Trier med et 'von'. Måske en petitesse, en bagatel og et rygte på en side i Morten Piils fremragende bog om 120 danske filminstruktører. Og så alligevel ikke helt og noget andet end blot sladder. Snarere et symptom på den frodige og frugtbare grobund, den danske filmskole har været for stort set alle yngre filminstruktører her i landet. Thi dette 'von' er opstået ud fra diskussion og konfrontation mellem den engagerede, (neo)realistiske og i hvert fald politisk korrekte filmkunst og så den teutoniske ekspressionisme med de betændte rødder fra mellemkrigstidens dunkle og dekadente avantgardefilm drejet af en Erich von Stroheim eller Josef von Sternberg, filmherrer, hvis von for øvrigt er lige så ægte som det foran Trier. Dæmonisk tyran Og sådan er det typisk for hvert opslag i Morten Piils bog - her var det Fredholm - at inden for de sidste 30 år har nationens filmskole været den kritiske trampolin, et kunstnerisk lærested og afsæt for dansk films mest artistiske badutspring. Ofte med den karismatiske guru Mogens Rukov som krasbørstigt kraftcenter. I afsnittet om filminstruktøren Thomas Vinterberg er Rukov den fertile faderfigur, mens læseren af afsnittet om filminstruktøren Anders Thomas Jensen aner en dæmonisk tyran og troldmand. Legenden siger, at det var Rukov, som aldrig lod autodidakten Jensen entrere filmskolens værksted for paradisets børn. Og sådan er der så meget, dramatisk, filmisk og melodramatisk i disse kunstnerskæbner, værket gennemgår. Gentleman Konceptet kendes fra filmmagister Piils andre bøger, filmguiden til danske film og 'Danske filmskuespillere'; først får vi en forholdsvis nøgtern gennemgang af vedkommendes vigtigste værker og mærkedage på papiret og i virkeligheden og så efter en stjerne, en * , får vi så en mere subjektiv og kritisk vurdering af helhed og arbejde. Alt krydret med lidt insiderviden, hamret til med små søm fra den lødige rygtesmed. Piil er en gentleman og sådan en løber ikke med sladder. Det gælder også Mortens tre stærke sekundanter, Christian Monggaard, Dan Nissen og Kim Skotte, som alle på strålende vis bærer ved til oplysningens bål og til det noble møblement ved denne smagsdomstol. Skabsfreudianer Anmelderen har af givne omstændigheder og en deadline mere læst 'Danske filminstruktører' ud i ét som en art biografisk novellesamling end på den egentlige hensigt her og der at slå op og blive klog på en instruktør. Der er 120 at vælge ud blandt, heraf ca. en snes kvindelige filminstruktører og det svarer vel til virkeligheden, især når det kan accentueres, at de fleste er kommet til faget i filmskolens levetid. Uden at male alt i pink - dansk filmkunst synes nu at være båret af en vis kønslig ligestilling. Næsten fra begyndelsen med filmens formødre, Alice O'Fredericks og Bodil Ipsen. De er begge på saglig vis omtalt med deres film, karakteriseret, analyseret. Interessant er det, at disse to kvinder, lig deres kollega i USA Ida Lupino, drejede deres bedste værker i udkanten af film noir-genren. Ipsen med 'Afsporet' og O'Fredericks' med 'Hr.Petit' - denne med et karrusel-klimaks der med tre år foregriber slutningen på Hitchcocks 'Farligt møde'! Og så kan Piil lidt skabsfreudiansk accentuere, at både O'Fredericks og filminstruktøren Annelise Reenberg boede hjemme hos mor, var barnløse og blev berømte på feel-good-familiefilm, 'Far til fire' og 'Min søsters børn'. Til gengæld kolporterer Piil ikke rygtet om, at O'Fredericks skulle have haft et one night stand med filmstjernen Robert Taylor i København en gang i 30'erne. Smuk var Alice i hvert fald den gang, en underskøn arisk blondine, ja en blød, dansk udgave af Sharon Stone! Dominerende Von Trier Det freudianske anslag ligger også mellem linjerne i Morten Piils lange og smukke apologi for og analyse af Bille August, i undertegnedes øjne en af tidens overvurderede filminstruktører. Netop filminstruktørens egen samspilsramte barndom ligger som en traumatisk madras under Augusts bedste film, 'Honning Måne', 'Pelle Erobreren' og 'Den gode vilje'. Det er de inderlige relationers anatomi, som er Augusts force i de film, som er lavet inden for Norden, og ikke de larmende tomme udenlandske produktioner, makværket ' Frøken Smillas fornemmelse for sne' eller den melodramatisk buldrende 'Åndernes hus'. Gabriel Axel bliver håndfast taget under behandling og trods Oscar for 'Babette' og fransk anerkendelse ikke rigtigt fundet mere faglig end en solid håndværker. Lars von Trier fylder mest i værket, han får hele 13 sider, to mere end verdensberømte Carl Th. Dreyer. Men rolig nu, von Trier har som dogmebroder og -idemand retfærdigvis betydet mere for miljøet end enspænderen Dreyer. Søren Krarups danske yndlingsinstruktør, Knud Leif Thomsen, får fem sider, mens en anden og mere væsentlig filmkunstner, den anden Thomsen med Christian og Braad foran, kun får fire. Igen, Piil har prioriteret Knud Leif Thomsens spektakulære og politiske selviscenesættelse højt og klart, filmisk er der som bekendt ikke meget at komme efter ud over hans citatglade filmatisering af Sønderbys 'Midt i en jazztid'. Fransk minimalisme Prioriteringen her og der kan således diskuteres. Men ikke at værket faktisk giver en flot frise af vor nyeste kulturhistorie. Specielt udgør afsnittene om Astrid Henning-Jensen, Jytte Rex, Helle Ryslinge, Susanne Bier, Lotte Svendsen og Lone Scherfig et sammenhængende signalement af den feministiske og frugtbare mangfoldighed i så henseende med levende billeder på det hvide lærred. Per Fly må med sit tværsnit i tre dele, 'Bænken', 'Arven' og 'Drabet' med både borgerlige og kongelige priser, være tidens mest hotte danske navn. Men dog ikke helt som et sus af den store socialrealisme, som sagnet siger det. Således kan Kim Skotte klart konstatere i sin vignet om Fly, at måske genrejste Fly socialrealismen, »men kun hvis man også medregner Ingmar Bergman til de store socialrealister«. Helt enig og også med den enighed, at Nils Malmros nok er vor mest minimalistiske auteur i begrebets franske betydning. En fantastisk filminstruktør, som med kun en færøsk ferie forlader sin århusianske base med kundskabens træ og dens blade fra barndommen. De uartige drenge Endelig er der alle drengerøvere med deres lurmærkede gangsterfilm - Lasse Spang Olsen, Anders Thomas Jensen og Tomas Willum Jensen, Refn i flere generationer, Madsen og Oplev og selvfølgelig den ældste af slagsen Erik Balling, som gjorde navnet Olsen til en rambuk mod muren i Berlin. Så er der de underlige, miskendte og næsten glemte. Den store Johan Jacobsen, der som en anden Michael Curtiz kunne dreje i alle genrer, Bent Christensen, som i sandhedens time kun skal kendes for sin 'Harry og kammertjeneren'. Og altså Alice O'Fredericks, som levede sine sidste mange år på dårlige film og en tærende gigtsygdom. De mere eller mindre uartige drenge er der også, Jørgen Leth, Erik Clausen, Ole Roos, Søren Kragh-Jacobsen, far og søn Methling og mange andre. Det vil sige, nogle blev vejet for lette som filmkunstnere. Således må John Price blive udenfor med sin i dag heldigvis glemte 'Der var engang', og Claus Bjerre er ikke værdig hverken med 'Cirkus Ildebrand' eller 'Far til fire - gi'r aldrig op'. Men ellers er der nok at tage fat på, slå op i og blive klog på. Dette må være den optimale julegave til alle filmfreaks. Fra Holger Fortolker med de franske auteurteorier, søsteren AnaLyse til ærlige dogmefilm og Dennis Dåseøl, aldrig træt af 'I Kina spiser de hunde'.