Dansk tegneseriekunst præsenteres fornemt

Ny antologi viser det internationale snit i nyere dansk tegneserie. Illustrationer fra bogen
Ny antologi viser det internationale snit i nyere dansk tegneserie. Illustrationer fra bogen
Lyt til artiklen

Verden over ved de godt, at danskere kan noget med billeder:

Fra Eckersberg og Kirkeby, Dreyer og Dogmefilm og en tegnefilmindustri, som sprogområdet er for lille til, og så til ’Hitman’-spil for millioner og bomber i turbanen på profeten.

Hvad verdensmarkedet såvel som det hjemlige landsbytorv måske ikke helt har opdaget, er, at Danmark også er leveringsdygtigt i serietegnere på internationalt konkurrencedygtigt plan.

Men fra og med denne store, flotte bog bliver også det lidt sværere at overse.

På amerikansk niveau
De »danske tegneserier i det tredje årtusind«, som undertitlen på den dansk-amerikanske fællesudgivelse taler om, er nemlig fornemt grafisk håndværk og original fortællekunst på et plan, der kunne være hentet direkte fra det amerikanske seriemarkeds avantgarde.

Men som altså nu i stedet introduceres der, i og med at Steffen P. Maarup med det lille danske forlag Aben maler har fået det kunstnerisk førende amerikanske serieforlag Fantagraphics med på udgivelsen – og første gang snigpræsenterede bogen i sommer på Museum of Comic & Cartoon Art, MoCCA, i New York.

Ikke at danske tegnere er totalt ukendte i amerikanske comic books.

Henning Dahl Mikkelsen fra Skive gjorde pantomimestrip’en ’Ferd’nand’ til en verdensserie, og senere har Mik’s efterfølger på serien, Henrik Rehr, såvel som så forskellige tegnere som Werner Wejp Olsen, Peter Snejbjerg og Teddy Kristiansen gjort det godt på det marked; sidstnævnte godt nok til en Eisner Award.

Så dem kender amerikanerne allerede, og Maarups stars in strips from Wonderland er i stedet en håndfuld kvinder og to håndfulde mænd, alle under 50 men over 30.

Stilsikker stregføring
Fire af bidragene har tidligere optrådt i en lignende sammenhæng, nemlig Thomas Thorhauges og Matthias Wivels store antologi ’Blæk’ fra 2006, bygget over de tos tegneserieudstilling i Det Danske Hus i Paris nogle år før.

Fra ’Blæk’ kendes Thorhauges ensomhedsblues ’M’, Mårdøn Smets ’Stig & Martha’, Simon Bukhaves ’All that I hold in my hand’ og Søren Mosdals ’Dog God’ til tekst af Jacob Ørsted.

Totalt forskellige i deres respektive, stilsikre stregføring overskrider de dog alle fire grundigt grænserne for et hverdagsunivers.

Mosdal husker nogle endnu fra Politikens Kulturliv- og Bøger-sektioner i årene omkring 2000 – nu bor han i Tennessee og barsler senere i år med en serie om country-sangeren Hank Williams.

I vores iByen-sektion finder man stadig HuskMitNavn, som med sine matrjosjka-figurer drejer hverdagen over i en forenklet surrealisme, der kan minde om Cobrakunstneren Erik Ortvads satiriske tegninger fra 1970’erne.

Også Christoffer Zieler dyrker – i en elegant, mindre naivistisk streg – den anekdotisk pointerede enkelttegning.

En ordløs lille mesterfortælling
Surrealismen er lige så grotesk vittig og skræmmende i Peter Kiellands ’Valkürenträume’ som i Mårdøn Smets serie.

Knapt så vittig i Zven Balslevs ’Cadarul Zombie’ med forvredne parafraseringer af amerikanske 50’er-spændingsserier – mere et tilløb end en færdig serie.

Allan Haverholm (med graphic novel’en ’Sortmund’) kombinerer til gengæld indtagende poetisk streg og ferm farvebrug i ’Tomb of the Rabbit King’ til et skred fra hjertelighed over mod ishåndens greb om samme hjerte; en slags paradoks: en ordløs lille mesterfortælling, sikkert afrundet, men pivåben ud mod udslettelsens bundløse mørke.

Signe Parkins’ opart-syner af ternet bordskik overgås i syret, freewheelin’ humør af ’Sloth’, en jordudklækket grimrians sort-røde rejse under massive skyformationer mod fantasiens »galoping Norway« – tegneren Ib Kjeldsmark kender både Informations og vores egen iByen-sektions læsere.

Julie Nord er bedre kendt af gallerigængerne; hendes bidrag her, som har givet hele bogen titel, ligger med sin Alice og kaniner mm. på kanten af seriemediet og stammer oprindelig fra Århus Kunstmuseum 2003.

Også Vibe Bredahls ’Mary’s mind travel’ er snarest et langstrakt maleri, hvorimod Johan F. Krarup rammer i centrum af seriemediet med sine stramme ensidesstriber.

Det samme gør Jan Solheim med sin drevent karikerede, men meget stemningsskabende streg, når han til Maria Isenbeckers tekst fanger nogle gamle menneskers desillusionerede sygdomssnak, som den lyder for en tavs lille pige på ’Visit’ og mere optaget af en kærlighedspopsangs forjættelser om fremtiden.

Wonderland

Samlingens egentlige realist er dog sædeskildreren Nikoline Werdelin med den hjerteskærende ’Fordi jeg holder så meget af dig’, en Homo Metropolis-historie her fra avisen i 2003 om pædofilihysteri; skønt hysteri er det jo alligevel ikke, men det bliver dog i familien!

Så enkelt kan det svære gøres, har man lyst til at sige, når man sammenligner den stribe med flere andres surrealistiske krumspring.

Uretfærdigt – især fordi krumspringene afstedkommer så grafisk banebrydende og dog stilsikre udtryk som hos f.eks. Mosdal, Bukhave, Kielland og Haverholm.

Flere end de her udvalgte kunne fortjene en plads – hvis der altså havde været plads. Men de, der er med, demonstrerer glimrende for alverden, at Danmark kunstnerisk også kunne være serietegnernes Wonderland, hvis ellers vi talte et verdenssprog i stedet for en germansk minoritetsdialekt.

Fornemt grafisk håndværk og original fortællekunst på et plan, der kunne være hentet direkte fra det amerikanske seriemarkeds avantgarde

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her