Måske er det bare mig, men allerede ved synet af Peter Brixtoftes nye bog måtte jeg smile. Det hænger sikkert sammen med omstændighederne, første gang jeg mødte ham. Det var på den franske riviera, da jeg som udsendt for Politiken opsøgte Brixtofte, i anledning af at han havde valgt at sælge og derefter lease de kommunale vandværker.
Lad mig bare indrømme, at det var med nogen nervøsitet, jeg rejste de 2.000 kilometer sydpå – hvad nu, hvis han ikke havde noget at byde på? Nerverne forduftede i det øjeblik, jeg fik øje på Farums daværende borgmester på terrassen foran sit feriehus. Han sad med en magnumflaske rødvin og læste i et kilotungt værk om Romerriget. Det kunne ikke gå helt galt. Undervejs lod han forstå, at skolerne var det næste, der skulle sælges. Forsidehistorien var hjemme. Der er løbet mange glas rødvin i glasset siden da, og nu sidder jeg altså med en bog, der bærer titlen ’Mit Horserød’. Åh nej, hvad har han nu gang i? Selvmedlidenhed Svaret er beroligende: Peter Brixtofte har såmænd bare skrevet en helt igennem læseværdig bog på baggrund af sit knap et år lange, ufrivillige ophold som fange nr. 630 i det åbne statsfængsel i Horserød. Den politiske deroute, det lange retlige efterspil og senest fængselsopholdet har ikke gjort det af med Peter Brixtofte. Han er sig selv på godt og ondt. Lad os overstå det sidste i en fart:
