George W. Bush er en ligefrem mand af folket. En rigtig guttermand. Sådan ville han i hvert fald gerne fremstå. Efter otte år med løgnespind og skattelettelser burde illusionen imidlertid være gået godt i opløsning. Men nej. Berlingske Tidendes korrespondent i New Mexico, Poul Høi, giver i sin nye bog, ’Bushland’, spinfortællingen om den lille mand fra Texas endnu en tur i manegen. Bogen hævder at gøre op med otte års katastrofer og korruption, men undslipper ikke det snedigste blændværk af dem alle: illusionen om den jordnære cowboy. Bush skildres som en simpel mand – skønt rigmandssønnen åbenlyst er kvikkere end de fleste – og skandalerne får lov til at prelle af som på en umyndig tosse. Høi er en velskrivende featurejournalist, og bogen strejfer stort set alle kritikpunkter, der har været fremført af republikanernes misregimente. ’Bushland’ er skrevet som et potpourri over de mest spydige citater og afgørende anekdoter fra de bedste magasinartikler og politiske biografier, der udkommet i de senere år. Mangler personligt nærvær Høi vil gerne forklare valget af Obama som en reaktion mod Bush: »Hvis Bush ikke havde fejlet, og fejlet så eklatant, så havde vælgerne ikke udfordret deres egne fordomme og forestillinger, så havde de ikke valgt den ultimative anti-Bush«. Desværre mærker man ikke Poul Høis personlige nærvær i USA mange steder. Hans møde med Bush sætter dog tonen: »Han dunkede mig i ryggen, kaldte mig ’buddy’, vi talte sammen i få minutter om vind og vejr, han talte lidt om valgkampen, og at han i øvrigt skulle ud og bowle med nogle lokale. Bagefter forstod jeg, hvad jeg ikke havde forstået dagen før, og hvad jeg havde grublet over i månedsvis: Hvad kunne seende og hørende mennesker se og høre i ham? Men nu forstod jeg det. Han var et 37 grader varmt menneske i minus 7 grader, han mindede om prototypen på en god lokalpolitiker fra film«. Gennem bogen begynder Høi at tvivle på billedet af den godmodige præsident, men han fastholder Bush som business as usual – ikke mindst i kontrast til Obama, der ses som en undtagelsestilstand. Konservative skurke Bogen er ikke ukritisk, men den udfordrer ikke sine egne præmisser. Høi følger den udbredte tese, at Bush blev manipuleret af mørkere kræfter. Høi beskriver de gamle grå magtmænd, der sad i kulisserne og trak i trådene, særligt spinmeister Karl Rove og vicepræsident Dick Cheney. Under gennemgangen af de sædvanlige forbrydere bringes tankerne hen på filmen ’The Usual Suspects’ fra 1995. Her siger Verbal Kint: »Djævlens største trick var at overbevise verden om, at han ikke eksisterede«. På samme måde med George W. Bush: Den største løgn var, at han fik folk til at tro, at han i virkeligheden var ærlig. ’Bushland’ er et drama, hvor hverdagens helte er hentet fra liberale artikler, og de konservative skurke er skrevet ind i favoritrollerne – med Bush som den godmodige bondedreng, Rove som den machiavelliske iscenesætter og Cheney som den sande krigsgeneral.
Bogen er således ikke original, men tegner et portræt af mediernes billede af krigspræsidenten.
