Den rene fest? Sådan kunne det godt se ud. Fred Astaire og Ginger Rogers dansede på bordene – i kjole og hvidt. Empire State Building og Chrysler Building skød op i tidens hotteste art deco-stil. Og musikken ikke bare swingede; den var sofistikeret. Det samme var Cary Grant, når han gik rundt på lærredet og var rap i replikken sammen med Katharine Hepburn. Som han siger i komedien ’Holiday’ fra 1938: »Jeg har sat mig for at finde ud af, hvorfor jeg arbejder!«. I en tid, hvor mange stod uden arbejde, var det jo et rimeligt rapt spørgsmål. Det rene forår for Hitler Jo, 1930’erne i USA var også en fest. Den rene ferie – eller om man vil: Den totale flugt fra den verden og virkelighed, der var tæt på at bukke under efter børskrakket i Wall Street i 1929 – med en devaluering af dollaren, en massiv virksomhedslukning og en kæmpe arbejdsløshed til følge. Man brugte ikke ordet ’krise’. Den amerikanske præsident, Herbert Hoover, valgte i stedet udtrykket ’depression’ – Den Store Depression eller bare Depressionen. Dels lød det knap så panikagtigt, dels inkluderede den økonomiske nedtur også en psykologisk nedtur: en devaluering af det amerikanske selvværd. Resten af verden gik som bekendt heller ikke ram forbi. I Tyskland var de særligt nedtrykte, men havde til gengæld en mand, der kendte en kur. 1930’erne var det rene forår for Hitler! Men hvad betød Depressionen kulturelt set – og her taler vi især om USA: Gik kunsten ned i takt med konjunkturen, eller gik den op? I en tid, hvor vi selv sidder til halsen i depression – nu kalder vi det recession! – er spørgsmålet ikke helt uinteressant. Hvordan reagerer en nations kulturliv på en økonomisk nedtur: Stagnerer det eller bevæger det sig, bliver kunsten mere socialkritisk og realistisk i sit udtryk eller netop snarere eskapistisk? Svaret er heller ikke uinteressant. En metafor for hele depressionen I sin bog ’Dancing in the Dark’ (ikke at forveksle med von Triers film ’Dancer in the Dark’) tager den amerikanske litteraturprofessor Morris Dickstein Depressionen under kulturhistorisk behandling. 600 sider! Titlen henviser til den sang fra 1931, som Bing Crosby fortolkede og efter Dicksteins mening fremkalder selve billedet af og stemningen fra 30’erne: En mørk balsal – et ballroom – på grænsen til døden. ’Brother, Can You Spare a Dime?’ var en anden af tidens slagere. Man hørte den i radioen, som var det medie, der holdt sammen på nationen og for den enkeltes vedkommende gjorde, at man lige kunne holde det ud. De, der havde råd, havde en pladespiller. Eller man gik i biografen. Hvad filmen betød, kender vi bl.a. fra Woody Allens ’Den røde rose fra Cairo’ (1985), hvor Mia Farrow drømmer sig langt væk fra 30’ernes triste og grå hverdag i biografen: Drømmehelten spadserer formelig ud af lærredet ...
Men der var jo også bøger, der gik rent ind – også på lærredet. Forfatteren William Faulkner omtales med tilpas ærbødighed, men med den pointe, at han snarere end at være en del af tiden hævede sig over den. Til forskel fra John Steinbeck, der blev en af periodens mest populære forfattere. Også han dyrkede drømmen, bare på en lidt anden måde. Han beskrev realiteten, men pegede i samme ånd på solidariteten. Med især romanen ’Vredens druer’ i 1939 – året efter filmatiseret af John Ford med Henry Fonda i rollen som Tom Joad – fik Steinbeck en kolossal betydning for amerikanernes selvforståelse. I sin indignerede og indlevede beskrivelse af farmerfamilien Joad, der må gå fra hus og hjem og – lokket af reklamer om arbejde – sætter kurs mod Californien, skrev Steinbeck sig ind i hjertet på både tiden og nationen. »Steinbeck udviklede sig til et af de helt centrale øjenvidner til de års traumer og social lidelse. (…) Tabet af hjem og jagten på arbejde, kampen for familiens overlevelse og sammenhold blev en metafor for hele Depressionen«, skriver Dickstein. Borte med Blæsten Socialrealismen og samfundskritikken var der altså – udtalt og lige til at forstå. Ligesom en lang række af årtiets fotografer dokumenterede det armod, der bredte sig fra den ene ende af nationen til den anden. Paradoksalt nok bredte kunsten sig også. 30’ernes kulturliv blomstrede næsten på trods og stak ud i flere retninger. Det var en tid fyldt med kontraster. En anden populær forfatter var Margaret Mitchell, der i 1936 udkom med plantage- og sødsupperomanen ’Borte med blæsten’. Fyldt med melodrama, nostalgi og sentimentalitet. Kulørt snask, men det gav dog mening, skriver Dickstein. Han sammenligner romanen med ’Vredens druer’ og noterer, at begge handler om familieopløsning og social katastrofe. ’Borte med Blæsten’ var mindst lige så samfundsrelevant, skønt nok mindre tydelig i sit sprog end hos Steinbeck: »Både Rhett og Scarlett er overlevere: stærke personligheder, der kæmper sig vej frem i en frygtelig tid«. Den roman snuppede Hollywood selvfølgelig også. ’Borte med blæsten’ blev i 1939 Hollywoods mest ambitiøse storfilm.
