Sprogprofessoren Jørn Lund – og der er kun den samme – har udsendt erindringer bind 2. Bogen ser lærd ud og ligner en fransk afhandling. Og den hedder ’Lært’, hvilket vi jo er nogle, der udtaler »lærd«. Der er ingen billeder udenpå, men der er indeni, sådan som der skal være i erindringer. Tiden er fra 1960-1990. Den er en ren fornøjelse at læse. Måske skyldes det, at vi er jævnaldrende, og der er meget, jeg kan genkende. Den henvender sig således, vil jeg tro, mest til akademikere. Jørn Lund er meget optaget af sprogtonen. Han har et helt afsnit i denne bog med refleksioner over sproget. Dette afsnit kan vi bruge til at læse bogen med. Lund skriver, at sproget siger mere, end det vi vil. Sproget fortaler sig, når man fortæller. Det gør Lund også. Studerede Hirtshals-dialekter På det ydre handlingsplan sker der såmænd ikke meget. Han går i gymnasiet. Han kommer på universitetet. Får sin eksamen, bliver gift, får stilling, børn, hus og bil. Jørn Lund har egentlig levet et jævnt, muntert og meget aktivt liv i hovedstaden med smutture til det nordjyske.
Han har studeret dialekterne i min hjemby Hirtshals. Han fandt frem til, at dialekter ikke betød noget for børnenes fremtid. Jeg kan dog fortælle, at vi havde udtaleøvelser, for at dem med Horne-dialekt (den som Niels Hausgaard efterligner) skulle lære at tale pænt. Han får til slut et professorat i dansk sprog på Lærerhøjskolen. Dernæst fortæller han om den store indflydelse, han har haft på den danske folkeskole. Han afslører, at han var medforfatter til formålsparagraffen 1993.
