Er der efterhånden nogen i dette land, der kan holde ud at høre mere om H.C. Andersen? Har vi ikke snart fået nok? Både og. For selv om den gode Andersen blev så gruelig misbrugt sidste år, er der - heldigvis - så meget substans i hans værker, at man også kan holde til at læse om manden selv. Især når det er forfatteren og redaktøren Henrik Wivel, der fører pennen, som man ville sige på Andersens tid. Og det gør han med elegance i den lille bog om H.C. Andersens rejse i Portugal i 1866. »Jeg saae kun paa hende« Henrik Wivel kigger på Andersen gennem dennes dagbøger og den rejseskildring, Andersen udgav om turen, og han prøver selv at gå i Andersens spor, kigger på de huse, digteren boede i, og undersøger, hvordan Andersen havde det både med sig selv og sine værter. Og selv når Andersen havde det godt, havde han det alligevel altid også skidt, for Andersen var sådan strikket sammen, at han skulle have det skidt for at have det godt. Rejsen til Portugal gik i det store hele glimrende. Hans værtsfolk, brødrene O'Neill, som han havde truffet som ung i København i 1820'rne, tog Andersens berømte humørsvingninger med godt lune. Den ene O'Neill var endog så robust i sin hjælpsomhed, at han foreslog Andersen, da denne tilstod, at han led af »Brønde«, at han skulle skaffe sig af med 'brønden' ved at gå på bordel. Det gjorde Andersen. Han betalte bordelmadammen 5 frank - den madamme, der solgte menneskekød - som Andersen skrev, hvorefter han valgte en ung pige, som var så godt som i den »bare Særk«. Men, fortsætter Andersen, jeg »gjorde ikke Noget, saa kun paa det stakkels Barn der aldeles blottede sig og syntes forundret over at jeg kun saae paa hende«. En søgende rejsende Henrik Wivel konkluderer, at episoden, som er omtalt i Andersens Dagbøger: »... vidner om et smukt øjeblik, måske dybest set det mest poetiske i Andersens liv«. Henrik Wivel bestemmer endvidere det, Andersen i dagbøgerne kalder for »nervøs Angst«, som »en nervebetonet angst, der breder sig i kroppen på ham som en konkret fysisk følelse og sensibilitet, der på en gang er skabende og opslidende«. Wivel portrætterer Andersen, men han portrætterer også sig selv som en søgende rejsende med et herligt sprog, en rejsende, som læseren er stærkt fornøjet over at være i selskab med.