Med en dåbsattest anno 1950 er det måske lidt tidligt at gøre politisk og menneskelig status. Ikke mindst i en tid, hvor politikerne har travlt med at gøre det aktive arbejdsliv længere og længere. Men selv om tidligere sundhedsminister Torben Lund (S) angiveligt er ved godt mod og helbred, har han alligevel valgt at lægge sine 'Hjertesager - i og uden for politik' frem i en erindringsbog. Når ekspolitikeren alligevel slipper nogenlunde hæderligt fra at se sig tilbage over skulderen, skyldes det naturligvis, at han effektivt har lagt politik bag sig. Til dels som en skuffet mand. Vanskelig politisk sti Torben Lund var nemlig på det forkerte hold politisk. Støttede i 1992 Svend Auken under formandsopgøret med Poul Nyrup Rasmussen, og selv på så mange års afstand har han ikke forvundet vreden og skuffelsen over det, han betragter som et unødvendigt mytteri mod den daværende formand. Med sine skuffede og vrede følelser intakte og dermed en ikkeeksisterende respekt for vinderen Nyrup, siger det sig selv, at Torben Lund valgte en vanskelig politisk sti at betræde. Ringe respekt for nuværende ledelse Han blev ganske vist sundhedsminister i Nyrupregeringens første år og var faktisk i mange år med i partiledelsen, men forholdet mellem Lund og resten af den socialdemokratiske top blev aldrig hjerteligt igen. Når han beskriver hjertesagerne fra sin tid som minister, sender han læserne på en faglig - og lidt kedelig - rundtur mellem ventelister og psykiatri. Der er ikke opstået mange hjertelige forhold rent politisk. Sidste stop på Torben Lunds politiske løbebane blev EU-parlamentet, men heller ikke den arena blev til en ægte hjertesag for Lund. Han hæfter sig ved politikernes grådige jagt på høje diæter og deres lave arbejdsindsats. I sin tid som EU-politiker fik han Helle Thorning-Schmidt som kollega, men det blev bestemt heller ikke et lykkeligt fællesskab. Respekten for den nye S-ledelse er om muligt endnu ringere end for hendes forgængere. Flere hjerte-sorger end sager Selv om Torben Lund har forladt - lettet, må man tro - den politiske scene, har han stadig sin gang på Christiansborg som journalist på tv-programmet DK4. En rolle, han tydeligvis og ifølge eget udsagn nyder. Måske er bundlinjen for Torben Lund, at han aldrig brændte så tilstrækkelig hedt for sine politiske hjertesager, at han samtidig lærte at acceptere det politiske magtspil. Og begå sig i det. Den konklusion drager han ikke selv i bogen, men giver den alligevel mere eller mindre ufrivilligt videre til læseren. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der - politisk i hvert fald - var flere hjertesorger end hjertesager. I det fri Privat og personligt lever Torben Lund i dag som bøsse, og det vender han gentagne gange tilbage til i sin bog. Bortset fra en enkelt beskrivelse af angsten forud for en hiv-test på Rigshospitalet for mange år siden, er der ikke meget hverken liv eller lir i den private beskrivelse. Det er helt o.k., men så spørger man sig, hvorfor de overhovedet skal være der. Ikke mindst når forfatteren gør meget ud af, at seksualiteten ikke spiller nogen rolle for hans politiske liv. Det giver dog en vis lettelse at læse, at det private liv har formet sig mere lykkeligt med tidligere koner og børn end det politiske. Men Lund gør det ikke til en hjertesag for andre end sig selv og bruger dermed heller ikke de private afsnit til at gøre sig mere brede overvejelser om et liv først inde i skabet, så halvvejs ude og nu helt i det fri.