For at begynde med slutningen: Det her holder ikke en meter. Katrine Lilleørs ph.d.-afhandling i teologi er sikkert god som forkyndelse, men litteraturforskning er den ikke. Oppeppet teologi Tesen er, at der går en rød tråd gennem Andersens eventyr, hvad der er meget om, og at denne tråd fører til Gud, hvilket passer for visse af dem. Uheldigvis var Andersens tanker om den gode Gud lige så enfoldige, som hans iagttagelser om menneskene var raffinerede og skarpsindige. Så for at peppe teologien op har Lilleør gjort noget, hun lidt uldent kalder for »at komponere udvalgte Kierkegaard-tekster med en række eventyr«. Til andre tider kalder hun det at læse den ene »i forbindelse med« den anden. Hjemmelavede fagord I praksis betyder det at sige først lidt om den ene, så lidt om den anden og derefter sige, at de ligner hinanden. Der er en del hjemmelavede fagord. Kierkegaards tekster skal læses som »folie på« Andersens - det betyder som baggrund for. Dernæst skal noget »fremskrives« - det ord plejer at betyde, hvordan noget er i fremtiden. Her betyder det 'fortolke'. Kreativ løsning Ting og sager bliver sandelig 'skrevet frem' i denne bog. Eventyret 'Nattergalen' ender som bekendt med, at den syge kejser står op af sin seng og siger »God morgen«. Det får Lilleør til at tænke på Matthæusevangeliets påskeberetning, hvor Jesus, den morgen han er stået op af graven og møder kvinderne, også siger »God morgen«. Ganske vist sagde Jesus noget andet i den bibeloversættelse, H.C. Andersen kendte, nemlig »vær hilset denne morgen«. Det problem har Lilleør en løsning på. I den græske original sagde Jesus 'kairete' - som i øvrigt, får vi at vide, nu vi lige er ved det, er en morgenhilsen, der går helt tilbage til Homer - og »H.C. Andersen var skolet i klassiske sprog og har derfor kendt den klassiske grundtekst«. Hvordan løfter man hunden? Go' morgen, mine blanke støvler, siger jeg bare. Og apropos støvler, nu vi lige er ved det, så er der også noget om 'Fyrtøjet', hvor soldaten (som havde »løjerlige gamle støvler« på) jo steg ned i træet og fandt en hund med øjne som tekopper, hvilket man måske kan forestille sig, og en med øjne som møllehjul, hvad der måske også lige kan slæbe af, men sandelig også en med øjne så store som Rundetårn. »Hvordan løfter man sådan en hund?«, spørger Katrine Lilleør. Ja, det må man nok spørge om. Og da ingen svarer, 'fremskriver' hun følgende betydning af dette eventyr: »Der er grænser for, hvad den menneskelige fantasi kan forestille sig«. Det mente Kierkegaard for resten også. På den anden side af fantasiens grænse finder man troen. Og så er vi hjemme. Fører ingen vegne Sådan går det, over stok og sten. Metoden består overalt i at fortolke eventyret - det hedder 'at fremskrive dets kognitive metafor' - og så hente nogle teologiske begreber fra Kierkegaard, eftersom Andersen stort set ingen havde. Det hedder at komme 'folie på'. I fjor udsendte hun en meget bedre populærudgave af sin afhandling, 'Fra hjerte til hjerte'. Hun havde tjent sin sag ved at lade den samlede ph.d.-afhandling blive stående i stencil på det teologiske instituts reoler. Det, den føjer til bogen fra i fjor, fører ingen vegne. De videnskabelige gevandter skjuler det, hun er fremragende til: at gennemgå eventyrene med smittende ildhu og fortælle, hvad hun synes, de går ud på.