Der findes grundlæggende tre måder at betragte verden på: den socialistiske, den kapitalistiske - og Wladimir Kaminers. Den russiske beatnik , der kom til Berlin i 1990, er vokset op på tyve års realsocialistisk kost i fødebyen Moskva og siden to år som menig i Den røde Hær. En opvækst, som han med sin karakteristiske burleske humor har beskrevet i den selvbiografiske roman 'Militärmusik' (2001). Nu har Kaminer sat sig for at følge det kulinariske spor tilbage til sovjettidens totalitære køkken, som gennem et halvt århundrede sugede de største delikatesser og bedste opskrifter ud af unionens femten republikker, med det mål at samle dem i ét sovjetisk køkken. Mere end en sværvægtsgourmetrejse Sammen med sin hustru Olga - der garanterer for opskrifternes kvalitet - har han udgivet 'socialismens kogebog'. Kaminers uforlignelige evne til at se virkeligheden foran sig med et fremmed og fantastisk blik, der giver måltider og mennesker en betydning langt ud over den, vi normalt tillægger dem, gør bogen til meget mere end en sværvægtsgourmetrejse, hvor mavesækken hurtigt bliver fuld af kartofler, rødbeder og kød af mere eller mindre ubestemmelig herkomst. Det skælmske blik Når den sidste gode flaske vodka er drukket (serveres køleskabskold sammen med en tallerken med groft mørkt rugbrød, sildefilet, drueagurker og marinerede svampe) på bogens sidste side, kan man se tilbage på en ironisk-folkloristisk rejse gennem Armenien, Hviderusland, Georgien, Ukraine, Aserbajdsjan, Sibirien, Usbekistan, Letland, Tatarstan og Sydrusland. Alt sammen set med samme skælmske blik, som russeren tidligere har brugt til at udstille kapitalismens latterligheder i Berlins sammenstød mellem øst og vest, i de lakoniske fortællinger i 'Russendisko' og 'Schönhauser Allee'. Kartofler over alt 'Socialismens kogebog' serverer hver republik som en åndelig Maggi-terning for læseren. Først et kort kapitel om landets geografi og historie; derpå beretter Kaminer muntert og bevidst fordomsfuldt om sin personlige oplevelse af regionen og dets køkken, og sidst, men ikke mindst, følger de af Olga gennemprøvede opskrifter til en fireretters menu: forret, suppe, hovedret, dessert. Kaminer har sin helt særlige omgang med den disciplin, tyskerne kalder for 'Landeskunde'. Hviderusland bliver beskrevet som en slags naturpark med partisaner. Landet har ingen kyststrækninger, ingen høje bjerge, kun masser af skov- og moseområder, hvor snart sagt hver en hær, der har søgt østpå i de seneste århundreder, på mærkværdigste vis er forsumpet og har måttet opgive ævred. Og det til trods for, at hviderusserne ikke er noget krigerisk folkefærd. Billedet af Hviderusland synes komplet, hvis man dertil føjer en fire-fem storbyer, et par små floder og nogle gigantiske kartoffelmarker. Den hviderussiske kartoffel er verdens største, og det nationale køkken består stort set kun af kartoffelretter. At brase kartofler Fra sin fortid i Den røde Hær fortæller Kaminer om kammerat Gleb fra Hviderusland, som savnede sit moderlige køkkens brasekartofler så meget, at han følte sig nødsaget til at tilrane sig et antal ekstra kartoffelrationer fra officerskøkkenet. Men hvordan brase kartofler uden hverken ild, pande eller fedtstof? Jo, kammerat Gleb skærer kartoflerne i helt tynde skiver, lægger dem på en metalplade og bruger et elektrisk strygejern som komfur. I stedet for margarine anvender han teknisk vaseline. Det tager Gleb ca. en dag at brase kartofler på den måde, og kun få sekunder at spise dem. Har man ikke en hel dag til sin rådighed, kan man i stedet ty til en af bogens opskrifter på traditionelle kartoffelretter fra det hviderussiske køkken. Vodka som hovedret Det er langt fra alle stop på Kaminers kulinariske rejse tilbage til Sovjet, som holder samme niveau som historien om Hviderusland. Til gengæld brænder det på først og sidst i bogen, hvor Kaminer tager det køkken under behandling, som han selv er flasket op med: det russiske. Det særlige ved det russiske køkken er, at det er det eneste køkken i verden, hvor selve maden er uvæsentlig. Russerne går nemlig ikke på restaurant for at spise - det kan de gøre derhjemme. De går ud for at drikke, holde fest, danse, synge og svinge fra lysekronerne. Den vigtigste hovedret i det russiske køkken har siden det 11. århundrede været vodkaen, som har overlevet både tatarerne, Napoleons tropper og Gorbatjovs kamp mod den russiske alkoholisme. Og vodkaen har formået at tilpasse sig forbrugernes ønsker og krav under den frie markedsøkonomi: der findes talende vodkaflasker til dem, der sidder og drikker alene. Flasken hilser vodkanyderen med et bonmot, når han første gang skænker op, og efter fem omgange advarer den én om, at det er tid at tænke på at skaffe nye forsyninger. Levende blik I Kaminers socialistiske ungdom var kaviar et propagandaprodukt, der ikke var ment til at skulle spises, men bruges som gaver til fædrelandets udenlandske forbindelser. Selv efter socialismens fald er det ikke kaviar, de nyrige russere mæsker sig i fra morgen til aften. Symbolet på det søde liv i Rusland i dag er derimod ananassen, ligesom den tyske genforening fandt sted i bananens tegn. Det særlige ved Kaminers blik er ikke så meget, at han vil lære os at se - hvilken forfatter vil i grunden ikke det? Det er snarere, at han får én til at tvivle på, om den verden man ser, overhovedet er, hvad den giver sig ud for at være. Om der ikke skulle gemme sig en eller anden fantastisk historie lige under overfladen, hvis bare man kan få fat i en flig af den. Jeg påstår ikke, at den russiske kultforfatter skriver den største litteratur i Tyskland i dag, men der er bjørnen tage mig ikke meget, der kan få én til at føle sig så meget i live som at se verden med hans blik.