En kontrakt er et stykke juridisk papir, du underskriver forpligtende. Men en kontrakt kan i en anden sammenhæng - når det siges om en person, at der er en kontrakt på denne - også betyde et bestilt mord. Ord, der skifter betydning, men ikke udseende i skiftende sammenhænge spiller en central rolle i Poul Behrendts både oplysende, velskrevne og provokerende bog 'Dobbeltkontrakten', som drilsk belyser kontraktmæssige relationer mellem læser, værker og teorier. I det spegede forhold mellem løgn og latin i litteraturen kan visheden om et værks faktiske forhold være falsk og skabt af et forførende skær af noget autentisk. En udsigelsesmæssig dobbeltkontrakt kan binde læseren ind i uigennemskuelige og gådefulde sammenhænge om, hvad der er virkelighed, og hvad der er værk(tøj). Drøn på Pagten mellem læseren og det læste er et litteraturvidenskabeligt felt, som nyere litteraturfolk såsom Roland Barthes, Stanley Fish og Jonathan Culler, men frem for alt den divine Umberto Eco står for. Og det er da også netop disse mestertænkere, Behrendt tager en kritisk holmgang med, bruger som ligeværdige sparringspartnere og teoretisk er jævnbyrdig med i skiftende afsnit om aspekter ved receptionen af en tekst, dens intention og mening. Disse grundige overvejelser kommer til deres ret i Behrendts nærlæsninger af en krigsroman af Jan Stage og et snært signalement af multikunstneren Claus Beck-Nielsens hele forsvinden og iscenesatte afgang. Alt dette og meget mere er sofistisk skoleridt midt i manegen med piskesmæld efter andre raceheste med andre ryttere. Der er drøn på, og savsmuld rides kraftigt op undervejs. Bogverdenens ghetto og bandekrige Men 'Dobbeltkontrakten' er mere end en gang velformidlet litteraturvidenskab og -historie. Den er også en slags litterær thriller, hvor Behrendt som en klassisk detektiv afdækker de spegede og labyrintiske forhold omkring Peter Høegs roman 'De måske egnede' fra 1993 og dens skæbne i danske medier, måske et snigmord. Ja, måske overfortolkning forklædt som et bebudet mord. Med udgangspunkt i en besk anmeldelse af dansk kritiks absolutte Godfather, Erik Skyum-Nielsen, og en hitman eller to har Behrendt færten af et decideret karaktermord på forfatteren, fordi hans værk handler om virkelighedens berømte friskole midt i København. Behrendt forfølger sit spor igennem en verden af papir og bogstaver, fra Kraks Blå Bog, private breve, prisoverrækkelse og vejrudsigter, til (pseudo)psykoanalyse, gammeldags deduktion og andre opklarende vidnesbyrd fra bogverdenens ghetto med dens bandekrige, forbudstid og blodløse opgør på fyldepen og blækpatron. Slipper med skrækken Hvad enten du er enig eller ej i denne velargumenterede og velsmurte konspirationsteori, er der spænding på hele ruten, som forhales, genoptages og tilspidses med afhøring og opklaring. Fra kapitel til kapitel afbrudt af andre sager, som just kom ind på forfatterens politistation. Nogle gange lidt for adspredt og rodet, men Behrendt er heldigvis den stædige sporhund, som bestemt ikke slipper færten og den røde tråd. Æren er ikke at få ret, men at skabe sammenhæng, se en helhed og lade den stå åben for juryens nævninge. Har vi en sag, kære medlem, eller vil du snarere mumle 'Forget it, Poul, this is Chinatown!'. Thi her slipper en kritisk lejemorder med skrækken. Skuddrama for åbent tæppe 'Dobbeltkontrakten' er alt i alt skrevet a la den Umberto Eco, forfatteren både skoser og priser. Den flanerende 'latinske' litteraturkritik, som tilsyneladende mondænt uden mål og med alligevel forfører med sin rastløse metode, sin akademiske flabethed og raffinerede ordkløveri, som i sidste ende skødesløst slentrende staver sig igennem til en målrettet og grundig mening. »Mafiaen og intellektuelle har det tilfælles, at de kun skyder hinanden«, siger Woody Allen et sted. I så fald er 'Dobbeltkontrakten' også et forrygende insidermord, et skuddrama for åbent tæppe, midt på gaden, men hvor kun de implicerede bliver ramt. Alle andre går fri og kan nyde opgøret på kontraktens - dobbelte? - præmisser.