En rejse i Island er en tur til verdens skabelse. Det bobler endnu. Og midt gennem øens dybe grund går kontinentalsoklen, som med en årlig drift på 6 centimeter river landet midt over, halvt i retning af USA, halvt i retning af Europa. Det går med deres kultur akkurat tilsvarende. Sagatone Man skal være godt tonedøv, hvis ikke man hører suset af de store ting, når man bevæger sig rundt i Island. Gejsere og vulkaner, jøkler, isbjerge - og en Blå Lagune, som man kan nå at dyppe tæerne i på en mellemlanding København-New York. Det hele har, som digteren skrev: sagatone. Opvejer armod med ånd De gamle forstod at tage denne tone. Som Saxo skriver og Keld Zeruneith citerer: »Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter - og derved opvejer deres armod med ånd«. Islands storhed Nu er islændingene ganske vist begyndt at opkøbe både Magasin, Berlingske Tidende og den halve verden, så det kniber efterhånden med armoden. Men det ændrer ikke ved, at vil man skildre den nordatlantiske storhed, naturens såvel som sagaernes, så må man forsøge at lytte sig frem til noget i retning af det prædikat, som salig Winckelmann satte på de gamle grækere: stille storhed og ædel enfold. Man skal i hvert fald ikke smide om sig med overdrivelser og udråbstegn, den slags kommer til kort over for øens faktiske storhed. Kold radernål Per Kirkeby har enkelheden i sig. På den tur Island rundt, som dagens bog beskriver, har han skabt en række rå, simple, rytmiske registreringer af øens landskaber og konturer. Geologen i ham er tydeligvis i kontakt med den stille storhed (nå ja, den knager og brager også) både over og under de islandske lavamarker. Med sin kolde radernål på zinkplader har han i al rejsens hast ramt en tone, der godt kunne kaldes en sagatone. På kanten af det udholdelige Vi taler i øvrigt om en uges rundtur, den helt klassiske, som tusinder og atter tusinder tager. Det er på kanten af det udholdelige, når det lille trip skal præsenteres med klump i halsen som en »ekspedition«, og det er over kanten, når de fire gamle gutter - foruden Kirkeby hans assistent Arne Fremmich samt forfatteren Vagn Lundbye og litteraten Keld Zeruneith - vil have os til andægtigt at bivåne deres løbende indtag af kiks, yoghurt (og figner for fordøjelsen) samt ustandselige tisseture - helt nøjagtig ét strint pr. 25 kilometer, vi er i prostatasegmentet. De er muligvis meget kultiverede, de fire fyre, men de mangler elementær picnickultur, kan ikke finde ud af hverken at pakke eller nyde en madkurv. For klejn til udgivelse Bevares, vi taler med forlagets formulering om »den første spæde forberedelse til den store opgave, de på forlagets opfordring har påtaget sig: en gendigtning af de islandske sagaer med Lundbyes ord, Kirkebys illustrationer og Zeruneiths kyndige bistand udi sagastoffet«. Altså muligvis begyndelsen til noget stort, men alligevel: Begyndelsen her er altså for klejn til udgivelse, hvis ikke det havde været for Kirkebys raderinger. Mindre er mere Men når nu det åbenbart er en ansats, så vil jeg i mit stille sind håbe, at Vagn Lundbye, når han når frem til den egentlige gendigtning, vil spare på udråbstegnene, rense ud i gentagelserne, droppe det nytteløse ord 'unægtelig' (som unægtelig står alle vegne) og i det hele taget holde sig Mies van der Rohes ord for øje: Less is more. For resten har Keld Zeruneith skrevet nyttigt introducerende og humoristisk underspillet om landet og sagatiden. Det kan sagtens alt sammen blive godt en gang. Foreløbig har vi en lille tryksag, hvis rette titel jeg vil foreslå: Turen går til Kirkeby.