»Hvor mange biler ejer De, Simon Spies? - Det ved jeg søreme ikke. Skal jeg også tælle mine Volvoer med?«. Simon Spies var ikke bare Danmarks rejsekonge, men også konge af den originale replik. Når han blev spurgt, om det var rigtigt, at han altid købte sædet foran sig, når han gik i biografen, svarede han, at det gjorde han, og tilføjede så gnæggende, at han også købte sædet ved siden af til sin stok. Når han blev spurgt om, hvad han ville gøre den dag, han havde fået en restskat på 29 millioner kroner, svarede han, at »jeg tror sgu, jeg skriver en check ud på beløbet«. Dyre aviser Har man lyst til at tage karbad i replikker og anekdoter som disse, så er John Lindskogs nye bog om Simon Spies bestemt prisen værd, og vil man læse om ødselhed og ekstravagance, der får Peter Brixtofte til at ligne en nærig skotte, så er der 262 sider at gå i gang med, og der bruges i gennemsnit langt mere end en million kroner på hver eneste side. Historien om Simon Spies' morgenavisproblem er ganske illustrativ: »Simon havde blot et problem, når han var i Villa Fjolle«. »Han satte pris på at have morgenaviserne, de danske vel at mærke, når han vågnede, og selv ikke den kvikkeste SAS-fragtservice kunne bringe aviserne frem før tidligst kl.10 formiddag«. »Derfor iværksatte Spies, hvad der må have været verdens kostbareste bud-service. Klokken 23.30 hentede en mand morgenaviserne på Rådhuspladsen i København. De blev så hurtigt kørt til Kastrup Lufthavn, hvor et chartret tomotorers fly så startede med kurs mod Stockholm«. »Da Villa Fjolle lå i et svensk sikkerhedsområde, måtte man ikke flyve hen over øen, men en af Spies' chauffører stod op længe før fanden tænkte på at få sko på, kørte 40 kilometer til en åben mark og ventede«. »Kort efter lød en brummen i luften, og derefter blev en pakke smidt ud af flyet, en lille faldskærm foldede sig ud, og kort efter lå luftposten i armene på chaufføren, som spurtede til Villa Fjolle, så Spies kunne få sine aviser. Aviserne kostede efter den metode omkring 40.000 kroner pr. dag«. Udleverer sig selv John Lindskog holder rigtig meget af sin hovedperson, og det er på sin vis bogens svaghed, for den overordnede indgang er, at Spies er Gud næsten lige meget, hvad han gør. Selv når han siger almindeligheder, ophøjes de i bogen til originaliteter. Men efterhånden som man læser bogen, forvandles denne svaghed til en styrke. For selv om Simon Spies ikke har fortalt alt til John Lindskog, så har han fortalt rigtig meget. John Lindskog er solidarisk med sin hovedperson og udleverer ham ikke, men Simon Spies udleverer sig selv, og side for side, menneske for menneske, bimbo for bimbo, giver bogen indblik i et charmerende, romantisk, elskeligt, bekræftelsessygt, højt begavet, ensomt, kynisk, småsadistisk, til tider afstumpet menneskes ulykkelige pseudoliv. Pseudoliv Simon Spies fik aldrig sin mors rigtige anerkendelse, han fik aldrig det ridderkors, han gerne ville have haft, og han slap aldrig helt ud af det livsvarige fængsel, som han satte sig selv i, da han under krigen i en kort tid var medlem af det danske nazistparti. Det vrimlede med købte kvinder omkring Simon Spies, men de kvinder, han virkelig gerne ville have, ville ikke have ham, og de kvinder, han kunne få, købte han, brugte og smed ud. Det vrimler også med vilde rejser, dyre vine og geniale forretningsmetoder, men hvis den her bog fortæller en overordnet beretning, er det, at lykken ikke kan købes for penge. Det gælder også for alle dem, som overtog Simon Spieses rejseimperium. De blev ikke lykkeligere af det, og de formøblede arven. I bogen står der, at Simon Spies sikkert sidder i sin himmel og gnægger over, at de ikke kunne klare det uden ham. Det gør han muligvis, men han tænker måske også: Giv mig en chance til, for jeg blev betroet så mange talenter, men jeg forvaltede dem ikke, som jeg skulle. På overfladen så mit liv morsomt ud. I virkeligheden var det et pseudoliv.