Statsminister Anders Fogh Rasmussen har en plan. Ikke bare en drejebog, som han følger fra dag til dag, men en vaskeægte storstilet politisk vision - nemlig at ændre samfundets værdigrundlag. Det sagde han i hvert fald i et vigtigt interview, som Weekendavisen bragte for snart tre år siden. Omvendt teknokrat Interviewet blev startskuddet for den såkaldte kulturkamp, som Fogh kaldte det en enkelt gang ved denne lejlighed, nemlig i den berømte sætning: »Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid«. I interviewet iscenesatte han sig som omvendt teknokrat, der havde indset, at man ikke ændrede samfundet afgørende udelukkende ved økonomiske tiltag og lovgivningsændringer. Nej, det gjorde man kun ved at vinde sjælene, og dem vandt man ved at føre 'værdidebat' eller 'kulturkamp', hvilket var hans ultimative mål som regeringsleder. På den lange bane På den måde fik Fogh sat en overbygning på regeringens kontraktpolitik. For hvor kontraktpolitikken handler om at levere punktlig indfrielse af kortfristede, veldefinerede politiske mål, postulerer Foghs kulturkampstale, at der er en langsigtet plan med det hele. Den garanterer for den indre 'sammenhængskraft' i regeringens politik. Om den er der eller ej, kan man diskutere. Lige iøjnefaldende er den i hvert fald ikke altid og især ikke lige for tiden. Men der er ingen grund til at tro, at Fogh ikke ønsker at dreje samfundet i en anden retning - 'på den lange bane', som det hedder med en anden politikerkliché. Væk fra blandt andet rundbordspædagogik, forhandlingspolitik, bedrevidende kulturradikale og velfærdsstatsligt formynderi. Liberal strategi Dette ønske om en sindelagsændring forholder den århusianske humanist og kommunikationsbureauindehaver Trine Vendelboe Juul sig til i sin nye bog 'Forstand og følelse - kulturkampen alvorligt talt'. Hun tror ikke, at Foghs kulturkamp blot er et retorisk kneb, men mener, at den udtrykker en overordnet plan, der går tilbage til den liberale strategi, som Fogh fremlagde i kampskriftet 'Fra socialstat til minimalstat' fra 1993. Hun er enig med Fogh i, at det er Danmarks fremtid, der er på spil i kulturkampen, og derfor har hun sat ni samtalepartnere i stævne for at se nærmere på dens form og indhold. Udvandet kunstsyn De indkaldte debattører har det til fælles, at de i hvert fald ikke er på Foghs side i kulturkampen. Fra hver sit faglige eller professionelle eller politiske ståsted kritiserer de hans værdipolitiske udmeldinger og politiske sprogbrug. DR 2's Adam Holm analyserer kulturkampdebattens udvikling og dens historiske baggrund. Idéhistorikeren Dorthe Jørgensen kritiserer statsministerens uhæmmede instrumentelle fornuft, som ikke mindst ytrer sig i hans uddannelsespolitiske visioner. Det samme gør generations- og kulturkritikeren Morten Albæk, som slår fast, at »vi har en regering, der har udliciteret det uddannelsespolitiske ansvar til Dansk Industri«, mens han i øvrigt retter et præcist angreb på forbrugertankegangens grasseren i det politiske liv. SF'eren Pia Olsen karakteriserer Foghs standpunkt som en bagstræberisk »sige fra-politik«, som også står for skud i samtalen med Uffe Elbæk, luftkaptajnen for KaosPiloterne, der betegner det som en »adskillelsespolitik«. Religionshistorikeren Tim Jensen advarer mod identitetspolitikkens farer, mens Lotte Heise bebrejder det manglende mod til at træffe langsigtede, men umiddelbart upopulære beslutninger. Politologen Mette Tobiasen beklager den manglende mulighed for at fremstille komplekse problemstillinger i pressen, mens kunstneren Trine Rytter Andersen kritiserer det udvandede kunstsyn i regeringens kulturpolitik. Kværnende monologer Bogens bagsidetekst lover, at debattørerne bidrager »med nye perspektiver på den borgerlige kulturkamp«, men det holder ikke. Snarere repeterer de synspunkter, som i forvejen er repræsenteret i debatten, og det gør de godt hver for sig. Man kunne dog have ønsket sig, at sammenhængen, som de optræder i, var mere gennemtænkt. Bogen kan nemlig i sig selv ses som et symptom på den sygdom, som den diagnosticerer i dagens politiske debatkultur. »Noget af det, der har kendetegnet kulturkampen, er manglen på dialog. Man har stået på hver sin fløj og råbt ad hinanden. Det har jo netop været en kamp«, konstaterer Uffe Elbæk. Det har skortet på en mere forstandig og afdæmpet dialog om, hvad det hele egentlig handler om, og det kunne man have ønsket sig af 'Forstand og følelse'. Men det får man ikke, for den er af uransagelige grunde ikke tilrettelagt som en rigtig samtalebog. Ud af hver enkelt samtale har Trine Vendelboe Juul udvalgt en række prægnante passager af den slags, som aviserne kunne finde på at sætte i citatboks. Mellemrummet mellem disse proklamationer har hun fyldt ud med sine egne fristilsagtige betragtninger over kulturkampen, som virker velmente, men ikke overbevisende. I stedet for en dialog består bogen altså af en serie kværnende monologer. Manglende modspil Parolerne har lidt for høj prioritet i forhold til den indgående analyse - ikke mindst af den indenlandske politiske situation, som Fogh agerer i. For selv om hans regering er et 'onemanshow', er scenen en parlamentarisk situation, hvor kulturkampen jo tjener bestemte formål - ikke mindst at knytte an til støttepartiet, Dansk Folkeparti, i et aversionsfællesskab, som skal dække over de dybere uoverensstemmelser mellem deres positive politiske visioner. Intentionen bag bogen er altså god, indignationen stor, men udførelsen desværre skuffende. Den udtrykker et problem, som rækker ud over debatbogen: at Fogh ikke får det modspil, som han fortjener.