»Han har, hvad der hos H.C. Andersen hedder fut i ånden«, sagde forfatteren Villy Sørensen engang om Ejvind 'Mangeord' Larsen, som netop har fejret 50-års jubilæum på dagbladet Information. Karakteristikken er præcis. For er der noget, ildsjælen Ejvind Larsen har forsøgt gennem sine tusindvis af engagerede klummer, essays, interview og ledere i avisen fra Store Kongensgade, er det netop at tilføre den danske samfundsdebat dét, som den ikke kan kritiseres for at have for meget af: Ånd! Insisterende og irriterende Her er en skribent, der som det naturligste i verden trækker Jesus, Grundtvig, Shakespeare, Marx, Blixen og Sonnergaard ind i samfundsdebatten ved siden af Erhvervsredegørelser og arbejdsmarkedspensionskasse-reformer, en skribent som forsøger at omsætte intellektuelle erkendelser til folkelig begejstring. Og frem for alt en skribent, der ønsker at vække det danske folk af sin dvaletilstand. Så er det nu! Drop dog rollen som dvaske forbrugere og arbejdskraftsælgere, og tag i stedet et ansvar for jeres liv og samfund, har Larsen messet i artikel efter artikel. Årti efter årti. Han har været utrættelig. Insisterende. Oplysende. Drømmende. Irriterende. Belærende. Visionær. Bedrevidende. Naiv. Men aldrig ligegyldig. Plet- og fejlskud Et udpluk af Larsens artikler gennem 50 år er nu samlet af Informations Rune Lykkeberg i en velredigeret bog, der opdeler Ejvind Larsens skriverier i flere afdelinger: Den unge journalist i sin dannelsesperiode, ungdomsoprøreren, samfundsreformatoren og den desillusionerede skribent. En mand i udvikling - javel, men også en mand, hvis livsværk er præget af kontinuitet. En rød tråd løber nemlig gennem det hele: Den konsekvente insisteren på, at åndsliv og politik hører sammen, og at danskerne en dag må træde i karakter og overtage styringen af samfundet. Inden for denne ramme har Larsen haft mange kæpheste. Han har nemlig hele tiden formået at udpege en ny samfundsinstitution og/eller folkelig kraft som det nye samfundsforandrende potentiale, der skal vække danskerne. I 1950'erne var det f.eks. skolen, der skulle gøre mennesker til selvstændige demokratiske borgere. I 1960'erne så Larsen ungdomsoprøret og den antiautoritære socialisme som den frisættende kraft. Og i 1970'erne får græsrodsbevægelserne tildelt rollen som forandringskraft. Mange plet-, men så sandelig også fejlskud. Økonomisk Demokrati Mest inspirerende er Ejvind Larsen efter nærværende anmelders mening i den del af bogen - i 1970'erne og 1980'erne - hvor kæphesten hedder 'Økonomisk Demokrati'. Den larsenske pointe er her, at ØD er et stort demokratisk projekt på linje med andelsbevægelsen, der kan få lønmodtagerne til at folde sig ud som dem, der - langt om længe - styrer samfundsudviklingen. Skrivestilen er insisterende og forførende. Der er blot ét problem: At den eneste, der for alvor har gennemskuet perspektivet i visionen - ud over Larsen selv - er LO's arrogante, cigarrygende formand Thomas Nielsen, der ser ØD som 'makronbunden under det hele'. Det umage par vil 'flytte hegnspæle', men det rager lønmodtagerne, og hegnspælene bliver stående. Som de også gør i 1990'erne, hvor Larsen ser 'arbejdsmarkedspensionskassereformen' som den nye store demokratiske revolution, og igen må konstatere, at de færreste danskere interesserer sig for, at fuldbyrdelsen af demokratiet ligger dér foran dem, lige til at samle op. Mangel på kæpheste Som årene går, bliver Larsen desillusioneret over danskernes manglende lyst til at tage ansvar for deres eget liv. Den ældre Larsen bliver i bogen på glimrende vis sat på ord af den unge kollega Rune Lykkeberg, der kærligt og humoristisk beskriver, hvorledes Larsen fra tidlig morgen skriver indignerede mail til alle om verdens ulidelige tilstand. Larsen er især skuffet over, at hans åndsfæller - Nyrup, Jelved m.fl. - ignorerer udstødningen af mennesker fra arbejdsmarkedet, totredjedelssamfundet og miljøkatastrofen, den dag, de får den politiske magt. Artikelsamlingen viser, at Larsen op igennem 1990'erne får stadig sværere ved at finde den nye kæphest, der kan forbinde de truende problemer med en folkelig vækkelse og en konkret politisk reform, som peger fremad. Hans vrede bliver til vrede uden brugsanvisning. For første gang. Men det skal man ikke bebrejde ham. For er der nogen, der har forsøgt at sparke til det dvaske danske politiske miljø, så er det Ejvind 'Mangeord' Larsen. Indpiskeren og originalen fra Information.