Det eneste, jeg har imod Eva Bendix' glimrende bog til bedsteforældre, 'Tillykke med barnebarnet', er, at jeg ikke selv har fået ideen. For selvfølgelig har vi, den nye generation af bedsteforældre, brug for en bog om, hvordan vi udfylder denne (sidste?) rolle af alle dem, vi har stridt os igennem helt uden facitliste. Hvor tit skal vi stå til rådighed (vores forældre havde slet ingen grænser), hvor meget tør vi opdrage på de søde små, når de kaster rundt med frikadellerne (vores forældre var ikke i tvivl), og hvad gør vi, når trofæbarnet vil styre det hele (begrebet var slet ikke opfundet, da vi selv blev forældre). Betingelsesløs forelskelse Der er svar på det meste eller i hvert fald gode bidrag til en diskussion i bogen, der er delt op i personlige beretninger og mere almene temaartikler om diverse emner. Eva Bendix går stærkt ud med at konstatere, at dette er den betingelsesløse forelskelse, hvor man får for lidt søvn og er for højt gearet. »Jeg er uudsovet og flintrer rundt med havregrød i håret og mælk på nederdelen og ligger i sauce under middagsbordet for at indfange nedfaldne frikadeller og bananstykker«. Mens hun til andre tider sprutter af raseri over det store barnebarn, der taler i mobiltelefon, når nu bedstemor har slæbt hende helt til Oslo for at se Henrik Ibsens faste bord på Grand, og hun må finde sig i, at det 7-årige barnebarn belærer hende om, at det hedder en cykel og ikke en cikel. Hvor er bedstefar? Eva Bendix har sammen med bl.a. Jimmy Stahr stiftet foreningen De nye Bedsteforældre, og hans bidrag til bogen er velgørende nøgternt: Han spørger, hvor bedstefar er henne på campingpladserne og højskolernes sommerkurser, og hvorfor næsten alle hilsener i hans gamle radioprogram, Giro 413, var til mormor og farmor - og han giver sin bedste julegaveidé videre: I stedet for endnu et bidrag fra legetøjskataloget forærer han sine børnebørn et gavekort på en sommertur med morfar/farfar til et sted i Danmark. Ideen er afprøvet gennem syv år og er nu en tradition, fortæller han. Al magt til børnebørnene! Bogens bedste afsnit er skrevet af Klaus Rifbjerg, der fortæller om sin bekymring for dette overforkælede barnebarn, der har været genstand for en så ekstrem og konstant opmærksomhed og opvartning. Men han kan spare sig, »for den frimodige selvsikkerhed, hun ejer, ligger så langt fra den let krumbøjede generthed, jeg selv slæbte rundt på det meste af min barndom, at det er næsten pinligt. For mig«. »Al magt til børnebørnene«, slutter Rifbjerg. »For de er os selv i ny og friskere udgave. Bare at se på dem giver lyst til at leve. Lidt endnu«.