0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ubestemthedsrelationen

Hvad ville Werner Heisenberg egentlig, da han mødtes med Niels Bohr i København i 1941? David Favrholdt støtter skurkefortolkningen af den tyske atomforsker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den kædereaktion, der blev udløst ved premieren i 1998 på Michael Frayns historiske drama 'Copenhagen' - om mødet i København i september 1941 mellem de to atomfysikere Niels Bohr og Werner Heisenberg - er endnu ikke tilendebragt.

I den fortløbende debat om skuespillets dokumentariske værdi har den pensionerede filosofiprofessor David Favrholdt skrevet et interessant indlæg, bogen 'Spaltningen', som gennemgår sagens akter på ny - dels for at kaste lys over det vitale spørgsmål om, hvad der egentlig skete mellem Bohr og Heisenberg den septemberdag i København for 64 år siden, men også for at anvende sagen som pædagogisk anledning til at indføre i kernefysikkens forhistorie op til den tilspidsede tete-a-tete mellem de to fysikere.

Videnskabelig revolution
Uden at kræve for store forudsætninger af sin læser fortæller Favrholdt om den videnskabelige revolution, som fandt sted med udviklingen af den teoretiske kernefysik, hvortil Niels Bohr og hans elev og ven Werner Heisenberg begge bidrog på helt afgørende vis.

Hvad ville Heisenberg - på det tidspunkt leder af det tyske atombombeprogram - da han under besættelsen opsøgte Bohr i København?

Ville han advare ham eller sladre til ham, ville han blære sig eller undskylde sig over for sin gamle læremester?

Ville han spørge Bohr om råd, enten moralsk eller videnskabeligt, eller ville han overtale ham til at medvirke i en verdensomspændende boykot af den militære udnyttelse af den kernefysiske forskning?

Meddelte han sig indirekte på måder, som Niels Bohr muligvis ikke forstod, eller talte han rent ud af posen om sit forehavende? Troede han - ligesom mange andre - at Tyskland stod for at vinde krigen i 1942, eller var udfaldet af verdenskrigen stadig uafgjort i hans øjne? Hvorfor kølnede deres forhold så mærkbart af efter mødet?

Helt eller bandit?
Mange bud på Heisenbergs motiver er i omløb, og i bund og grund angår de spørgsmålet om hans moralske beskaffenhed:

Var han en opportunistisk bandit i nazisternes sold eller en bekymret videnskabsmand i en værre kattepine, som ville forhindre atombombens udvikling på begge sider af Atlanterhavet?

Tvivl er et af teatrets grundstoffer, og den tvivl, som 'Copenhagen' satte i scene, har således haft et rigt efterliv i verden uden for teatret.

Fire videnskabelige symposier - i New York, København, Washington DC og Cambridge, Massachusetts - er efter teaterstykket blevet afholdt om disse prekære spørgsmål, flere bøger og antologier har set dagens lys, og yderligere materiale om mødet affattet af de to hovedpersoner er blevet offentliggjort.

Loyalitetskonflikt
Til denne heftige udveksling af fortolkninger og dokumenter, der foregår på tværs af fag og landegrænser, har Favrholdt bidraget med en bog, der temmelig ensidigt støtter skurkefortolkningen af Heisenberg.

For Favrholdt er det så sikkert, som det nu engang kan være, at Heisenberg og hans rejsekammerat, fysikeren Carl Friedrich von Weizsäcker, kom til København for at »inddrage Bohr i deres forskning, i et samarbejde i det Stor-Tyskland, som de regnede med ville være en kendsgerning efter krigens afslutning i foråret 1942«.

Det er svært for en, der, som undertegnede, ikke har kendskab til alle sagens akter og detaljer, at afgøre, om Favrholdt har ret.

Men utvivlsomt er det, at han argumenterer godt for sin sag, som han baserer delvis på de såkaldte 'Farm Hall-udskrifter' - skjulte optagelser af de samtaler, som Heisenberg førte med andre tyske videnskabsmænd, da de sammen var internerede på en engelsk herregård lige efter krigen - samt på de aldrig afsendte breve, som Bohr skrev til Heisenberg efter besættelsen, og som Bohrs familie valgte at offentliggøre i 2001.

Mest mindeværdig er Bohrs påmindelse til Heisenberg i et af disse breve om, hvad deres møde drejede sig om, nemlig en »stor menneskelig sag, hvori vi trods vores personlige venskab måtte opfattes som repræsentanter for to på liv og død kæmpende sider«.

At der var tale om en loyalitetskonflikt, er altså hævet over al tvivl, og loyalitetskonflikt er netop et andet af teatrets grundstoffer.

Væsensforskellige livsanskuelser
I det afsluttende kapitel sætter Favrholdt sig for at forklare Bohrs og Heisenbergs adfærd ud fra deres divergerende livsanskuelser.

Heisenberg var, mener Favrholdt, et barn af den tyske historicisme og antog derfor, at historien går sin gang med nødvendighed, uden at det enkelte individ kan gøre hverken fra eller til. Derfor følte han sig heller ikke specielt ansvarlig for den sejrende nazistiske sag, som han med sine videnskabelige bedrifter bidrog til.

Niels Bohr derimod var Popperianer, før betegnelsen fandtes, og mente ikke, at historien forløb efter et forudsigeligt mønster eller en guddommelig masterplan.

Også enkeltindivider kunne gøre en forskel i verdenshistorien ifølge Bohrs livssyn, og derfor engagerede han sig politisk og følte sig moralsk forpligtet af sin viden, både under verdenskrigen og det efterfølgende våbenkapløb.

Virkelighedens drama
Når Favrholdts bog er så medrivende læsning, er det ikke kun, fordi den er båret af dyb beundring for Bohr - som er svær ikke at dele - men også fordi hans fremstilling bygger på samme ikke-apokalyptiske historiesyn, som han tilskriver Bohr.

Favrholdt har fin sans for alle de tilfældigheder og individuelle gerninger, som videnskabens historie er stykket sammen af, og som har været afgørende for udfaldet - i dette tilfælde, at USA og ikke Tyskland først fik fingre i atombomben.

Han læser ikke kun historien bagfra - set fra udfaldets synspunkt og med et bedrevidende tilbageblik - men forsøger tillige at læse den forfra og levner dermed også plads for den tvivl og usikkerhed og begrænsede viden, som har været vilkåret for de agerende hovedpersoner.

Dermed bestræber hans bog sig på at genskabe det drama, der var virkelighedens og ikke teatrets.