Året glattet og glittet

Lyt til artiklen

Annus horibilis lød Elizabeth II's private årsopgørelse for en halv snes år siden efter tragedier, skilsmisser og skandaler ved det britiske hof. Sådan et rædselsår ligner 2005 ærlig talt også - fra tsunamiens ofre over orkanen Katrinas ditto til de hjemløse millioner i Pakistans vinterbjerge. Især flodbølgen fylder godt, når året gøres op i billeder, som det sker hvert år i Carlsens illustrerede sidestykke til Politikens Forlags Hvem Hvad Hvor. Tsunamien indtraf som bekendt i de sidste dage af 2004 og optager titelbladet og to opslag først i årbogen. Smilende dronning Nåååh ja - næsten først: Inden da skal en anden 'katastrofe' lige samles op fra de sidste måneder af 2004, som af tryktekniske årsager ikke kunne nå med sidste år: 'Krigszone Seest' lyder rubrikken til et luftfoto af udbrændte biler, åbenbart i nærheden af fyrværkeribranden, der beskadigede 355 huse ved Kolding. Og allerførst kommer jo omslagsbilledet: Margrethe II med smil om mund, buket i hånd og barn ved siden - ved en officiel begivenhed så lig alle årets øvrige, at redaktionen ikke finder det værd at nævne tid og sted for fotograferingen. Synsforstyrrelser Tilsammen viser denne første halve snes sider eksemplarisk den type synsforstyrrelser, der er indbygget i sådan en årsopgørelse i billedform: nivelleringen af begivenheder. Tsunamien med hundrede tusinder af ofre eller provinsbranden uden dødsofre; pavens død eller 13-årige Nikolajs sejr i MGP - alt får samme størrelse i sådan en bog. Alt bliver lige u/væsentligt i det mylder. Det burde være lettere, når årbogen specialiserer sig, men ærlig talt: I Film 2005 får et tjubangkorstog som 'Kingdom of Heaven' eller en kuriositet som 'Lemony Snicket' samme plads som mesterværket 'Der Untergang', der dog retfærdigvis også har fået forsiden - og så den sorgløse slaglinje: 'Forår for Hitler'! Specialårbøgerne om fodbold, håndbold og bilindustri har en vis nyttefunktion i oversigterne bagest over turneringskampe, testresultater osv. Men også på de felter bliver alt målt med samme alen, ikke på konsekvenserne, men på det enkle spørgsmål: Er der billeder i det? Bedøvende ensartet Det samme gælder selvfølgelig dem, hvis arbejde er at være glansbilledmotiver. Kongefamilien 2005 og konkurrenten i stift bind, Kongehuset 2005, har begge samme forsidehelt: en endnu navnløs dreng i svøb, flankeret af forældrene Frederik og Mary. Sidstnævnte er dækket ind fra alle vinkler og i enhver lejlighedsudklædning, fra folkedans til golf. Alligevel er billedvalget bedøvende ensartet, selv om Carlsentryksagen snaver mere i Alexandras ny kærlighed end Aschehougbogen, der til gengæld har fyldt ud med et par afstikkere til hofferne i Amsterdam og London. Det er nærmest en lise at vende sig fra massemarkedets årbøger til de lokale ditto: Stifternes og amternes historiske samfund tager også årsskiftet som anledning til at markere sig som udgivere. Og her kan småt blive stort på en helt anden måde end i fotobøgerne. Forsoning Bramfri barndomserindringer fra Skagen i 1920'erne og 30'erne bliver alment tilgængelige - og interessante - via Vendsyssel Årbog 2005. I Fynske Årbøger er der spændende indblik i tyendeforhold i 1700-tallet såvel som i godsernes (her: Brahetrolleborgs) og udskiftningens betydning for kulturlandskabet. Handels- og Søfartsmuseets årsopgørelse rummer ny bidrag til handelsflådens historie, men trykker også glimrende og oplysende marinemalerier fra 1860'erne til 1910'erne af fyrskibsstyrmanden og amatørmaleren Georg Ludvig Thomsen. Sven Havsteen-Mikkelsens kirkeudsmykninger er kortlagt for Aalborg Stift, som også har fået minister Bertel Haarder til at kommentere sogne- og stiftsgrænserne efter strukturreformen. Haderslev Stiftsbog rummer en enquete om præsterollen, og Årbog for Københavns Stift har som tema 'Forsoning', også kulturelt og politisk forstået med artikler om Israel og palæstinenserne (af Herbert Pundik) såvel som om forsoning i Østersøområdet i 1980'erne (af 'stiftsdirektoren' fra Visby, Gotland). De lokalhistoriske og gejstlige årsopgørelser kaster blikket længere bagud end det år, der løber ud nu. Til gengæld ser de ofte skarpere og mere nøgternt end de proportionsforstyrrede fotobilledbøger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her