Julerøde er de, med guldbogstaver og tre springende løver og en kilopris på 375 kroner (3.000 kroner for seks bind med en samlet vægt på 8 kilo). 'Den Danske Ordbog', 4.436 sider i alt med 100.000 danske ord, og det skulle være nok for de fleste, al den stund vi gennemsnitligt kender omkring halvdelen og kan klare os med så lidt som 7.500 ord til dagligt brug. Det er der ikke så få, der nøjes med. Dybt underholdende Sidste bind af de seks udkom 11. november, på toårsdagen efter det første, og der er ikke det ord, man ikke kan slå op i det store flotte værk. Man bliver næsten svimmel, det ene ord leder til det næste, og faktisk burde man læse dem i sengen. Ordbøger er dybt underholdende. Og der er altid noget at undre sig over med dette vidunderlige sprog, som er vort modersmål. Tag nu bare de tidstypiske ord, dem, der opstår sammen med det, de beskriver. For sådan er ordenes skæbne: De lever kun, så længe vi ved, hvad de betyder. Burgeren har snart udkonkurreret mellemmaden, og hvem kan huske forskel på en høtyv og en greb nu, hvor landbruget er et døende erhverv? Gangstativ og macho 'Den Danske Ordbog' registrerer foruden betydninger og bøjninger og forklaringer også, hvornår nyere ord første gang er dukket op i sproget. Her kan man lære, at et gangstativ kendte vi først hertillands i 1980, ('stativ som gangbesværede støtter sig til, når de går, jf. gangstol, rollator'), mens kulturkløften opstod allerede i 1965, og kulturchokket ('voldsom oplevelse af mødet med en levevis og en forestillingsverden, som man ikke er vant til') indtraf otte år senere, i 1973. Til gengæld fik vi først en ældrebyrde så sent som i 1995. I 1986 lærte vi ordet macho ('mand med en fremtoning el. adfærd, der er præget af typisk maskuline træk, f.eks. barskhed og mandighed'), og samme år fik vi at vide, at der var nogen, der troede på fænomenet jordstråler ('(tænkt) stråle i jorden, som nogle anser for sundhedsskadelig'). På det mere folkelige plan har vi siden 1962 vidst, at et villatelt er et 'stort telt som har flere afdelinger, og som ligner et lille hus'. Hjemmegående og hjemmecomputer Ordbogens redaktion har været vidt omkring i sin søgning: Et såkaldt tekstkorpus på 40.000 tekster med i alt over 40 millioner løbende ord har været konsulteret for at finde ud af, hvor sproget har bevæget sig hen i det sidste halve århundrede. Indtil da sørgede forgængeren, 'Ordbog over det Danske Sprog', for registreringen af sprogets udvikling. Den dækker perioden 1918-1956 og er færdigudgivet med i alt 33 bind, heraf fem supplementsbind. Og det er ikke bare engelske udtryk, der har sneget sig ind i det danske siden 1956. De er der selvfølgelig - der er 77 ord i 'Den Danske Ordbog', der begynder med w, mange af dem med kontakt til internettets sprog. I 'Ordbog over Det Danske Sprog', bind 26 fra 1954, er der siger og skriver ét ord med w, waggon ('hver af de vogne (især til rejsegods- ell. persontransport), hvoraf et tog er sammensat'). Men det er især i de danske ord, man får illustreret, hvad der skete i landet i bestemte år. Vi vælger i flæng ('uden plan, omtanke eller mønster') fra de seks bind i 'Den Danske Ordbog': Hjemmegående ('som arbejder i hjemmet med at passe hus og familie, og som ikke har arbejde uden for hjemmet') dateres til 1960, mens hjemmehjælperen blev født fem år tidligere, i 1955, og ikke må forveksles med hjemmehosseren, der så dagens lys i 1979 og er en 'kommunalt ansat, sagkyndig person, f.eks. en pædagog, der i folks private hjem yder hjælp og støtte til familier (el. enlige) med særlige problemer'. Hjemmecomputeren kom til i 1977 og betød dengang en mindre computer sammenlignet med arbejdspladsens store, og ordet hjemmebiografen blev fra 1988 brugt om en veludstyret tv-stue. Kropskontakt og sexliv Så er der alle de ord, som kom til fra 1968 og fremefter, hvor meget blev tilladt mellem herrer og damer og alle andre varianter. Kropsbevidsthed ('kendskab til og klarhed over betydningen af éns egen krops tilstand, funktion og udseende') fik vi allerede i 1960, mens kropssproget ('signaler som et individ, bevidst el. ubevidst, udsender om sin fysiske el. psykiske tilstand gennem sin kropsholdning, sin mimik el. sin gestik') først blev et begreb i selve 1968, hvor kvinder for øvrigt gerne viste sig frem i jumpsuit ('kropsnær dragt, især til kvinder, med bukser og overdel med ærmer syet ud i ét af elastisk stof og med lukning foran'). Og det tog endnu fem år, før vi i 1973 fik kropskontakt ('det at mennesker rører ved hinanden, enten bevidst for fx at vise kærlighed og skabe tryghed el. tilfældigt som følge af almindelig omgang'). Et sexliv havde vi dog allerede fra 1964 ('aktiviteter, funktioner og forhold som vedrører tilfredsstillelsen af kønsdriften (hos en person)'), men i 1971 var det blevet et problem at være et sexobjekt ('genstand for en anden persons seksuelle lyst el. præference'), og i de samme år var der nogle, der opførte sig sexistisk ('den anskuelse at det ene køn, især mænd, er bedre end det andet, med deraf følgende nedvurdering og diskrimination af det andet køn'). Til gengæld var det kun kvinder, der kunne være sexbomber, et udtryk vi begyndte at bruge så tidligt som i 1955, og som nu er på vej ud. Sexbomberne kunne formentlig risikere at få brug for ventetøj, som det har heddet siden 1956. Glidecreme og papfar De moderne tider aflæses naturligvis også i 'Den Danske Ordbog'. Fra 1990 skulle vi være omstillingsparate ('villig til at omstille sig efter nye behov og krav, især på arbejdsmarkedet'), men allerede i 1966 havde vi lært at servicere ('yde service til'), og fra 1970 kendte vi til ordet masterplan ('overordnet plan el. strategi'). Det er ingen overraskelse, at begrebet søgeord bliver brugt fra 1980, og at ungdomsoprør og ølejr dukker op i henholdsvis 1968 og 1970, men det er tankevækkende, at vi kendte begrebet telefonitis ('ustyrlig trang til at tale i telefon') allerede 1951. Lidet anede vi, hvad der ville komme. Man kunne blive ved. Velcrobånd (1984), glidecreme (1972), uropatrulje (1970), weekendfar (1975) og papfar (1987). Men alt har en ende, og nu må den ged vist være rundbarberet. I ordbogen står, at det kan betyde at 'påføre et sviende nederlag, især inden for sport' eller at 'reducere kraftigt eller fjerne helt'. Jeg troede, det bare betød at gøre noget færdigt, at ordne noget. Har ordbøger altid ret?