»I Danmarks, i Literaturens og i Kirkens historie vil Søren Kierkegaard indtage en fremtrædende Plads«, blev det forudsagt i en nekrolog, da han døde, den 11. november 1855. De 150 år, der er gået siden da, har ikke gjort forudsigelsen til skamme, heller ikke selv om jubilæet for godt en måned siden gik noget stille for sig. Det var til at forudse i et larmende H.C. Andersen-år. Udødelig Kierkegaards vedvarende betydning - ikke bare i Danmark, men i verden - berettiger titlen på den antologi, som Tonny Aagaard Olesen og Pia Søltoft har udgivet for at højtideligholde dødsdagen: 'Den udødelige', hedder den. Det er en titel, der måske ikke umiddelbart siger så meget, men det gode ved bogen er, at den faktisk giver udførlig indsigt i, hvorfor eftertiden ikke har glemt Kierkegaard og hans forfatterskab. Snurrigt 'Kierkegaard læst værk for værk' lyder bogens undertitel og anliggende. I 24 såkaldte »introducerende fortolkninger« bliver Kierkegaards værker præsenteret enkeltvis af 22 bidragydere. »Vi har bedt den enkelte forfatter om 10 sider, skrevet på læseligt dansk, uden fremmedord og noter, med så få citater som muligt«, fortæller redaktørerne i deres forord. Det er bestemt ikke nogen let opgave, når det nu er Kierkegaards skrifter, der er på tapetet, for mere snurrige og indforståede prosastykker finder man nok næppe i dansk litteratur. Iscenesat Læst i det perspektiv er bogen usædvanlig vellykket, for i langt de fleste af bidragene får man fin og forståelig besked om, hvad der er at komme efter i værkerne. Antologien fungerer således som en mere læseværdig ledsager til forfatterskabet end den 'Companion' til Kierkegaard, som Cambridge University Press udgav i 1998, eller den 'Critical Reader' i forfatterskabet, som Blackwell udgav samme år. Gevinsten ved antologiens anlæg er nemlig også, at man kommer langt bedre rundt om forfatterskabet, end man almindeligvis gør i sekundærlitteraturen om Kierkegaard. Ikke kun de pseudonyme værker, men også alle de opbyggelige skrifter introduceres i bogen, så man kan se, hvor umådelig sammensat forfatterskabet egentlig er. Og man kan i kraft af den kronologiske disposition følge udgivelsesrækkefølgen, der var udtænkt af Kierkegaard med en sindrighed, der efter alt at dømme var spildt på hans samtidige læsere. Man får med andre ord indtryk af, hvor iscenesat forfatterskabet er. Djævelsk indviklet De bedste af bidragene er dels dem, der tager højde for enten fiktionsrammen i de pseudonyme skrifter eller den bestemte lejlighed, tænkt eller virkelig, for de opbyggelige skrifters vedkommende, og dels de bidrag, der formår at demonstrere, hvad der var på spil for Kierkegaard i de enkelte skrifter i forhold til hans samtid og samtidige. Det gør Johan de Mylius på udmærket vis i sit bidrag om Kierkegaards debutbog om H.C. Andersen, 'Af en endnu Levendes Papirer', mens Søren Bruun skriver indsigtsfuldt om Kierkegaards 'Atten Opbyggelige Taler'. Poul Behrendt afdækker Kierkegaards indirekte meddelelser til kritikeren P.L. Møller i sit eftertænksomme og engagerede bidrag om 'En literair Anmeldelse', Arne Grøn leverer en inspirerende indføring i 'Kjerlighedens Gjerninger' - en tekst, der nærmest oplever en renæssance i disse år - mens Joakim Garff anskueliggør, hvor djævelsk indviklet Kierkegaards egen brugsvejledning til forfatterskabet, 'Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed', egentlig er. Enestående Nogle af antologiens påstande ville man naturligvis gerne have set uddybet eller dokumenteret, men det er en uundgåelig omkostning ved en udgivelse af denne art, som faktisk er enestående i Kierkegaard-receptionens historie. Prisen er værd at betale, for såvel idéen bag som udførelsen af antologien er forrygende god. Det er ikke utænkeligt, at 'Den udødelige' kan lokke mange nye læsere til Kierkegaard i den kommende eftertid.