Åbn øjnene og forestil dig en verden uden fjernsyn, uden Disney, Discovery og Lonely Planet. Forestil dig, at der lever folkeslag på kloden, som du har hørt om, men aldrig har set på et levende billede. Jens Bjerres sensationelle film slog vinduerne op til verden i et Danmark, der gispede efter luft og lys oven på Anden Verdenskrigs mørke, og han trak fulde huse i World Cinema og i hele verden. Uoprettelige tab I dag er Jens Bjerre en frisk og vital 84-årig, som har et budskab til den tid, vi lever i. Bogens mange fotografier er enestående vidnesbyrd om en forandret verden. 'Forsvundne verdener' er ikke en erindringsbog, den fortæller ikke historien om Bette Jens fra Overlund ved Skive, men er et kampskrift forklædt som erindringsbog. Det er ikke kun dyrearter, udviklingen udsletter. Når folk og kulturer udslettes, lider vores fælles menneskelighed uoprettelige tab. Ud af kroppen Rejsen til San-folket (buskmændene) i 1947 var Bjerres første i hans lange liv som globetrotter. San-folket overvældede den unge dansker med deres livsglæde, venlighed og dybe harmoni med Kalaharis natur. Hans beskrivelse brænder igennem med en dyb og ubetinget kærlighed, selv om 'Forsvundne verdener' er skrevet med mere end et halvt århundredes afstand og oven på adskillige tidligere udgaver af de samme hændelser. »De primitive naturfolk har altid stået mit hjerte nærmest«, gør Bjerre op efter at have besøgt alverdens lande, »her følte jeg, at jeg her nåede ind til essensen i det at være menneske«. Ekspeditionen til Australiens urbefolkning i 1953 bringer ham helt ud over kanten af det menneskelige sinds grænser i sælsomme ud af kroppen-oplevelser. Her er han sammen med mennesker, som lever i flere verdener samtidig og har sanser, som overskrider hans fatteevne. Civilisationens budbringer Kontrasten mellem hans blik på Kalahari og Ny Guinea er slående. Hans blik blev hårdere. Måske fordi Ny Guinea (også dengang) var lovløst og vildt, og de australske kolonimyndigheder krævede, at han altid havde væbnet eskorte. Hans allerførste oplevelse var at springe ind gennem græstaget på en hytte sammen med en politimand for at arrestere en morder. En af hans bærere blev bortført og spist. Jens Bjerre kom flyvende ind sammen med missionærerne og den bevæbnede kolonimagt som en af civilisationens og udviklingens allerførste budbringere. Senere har han set omkostningerne og ulykkerne, der fulgte. Dette tveblik kunne jeg godt ønske, han havde brugt mere. Stille melankoli Etnograferne og globetrotterne strides stadig om retten til eventyret. Jens Bjerre gør denne strid meningsløs. Han reflekterer måske ikke over den ekstreme etnografiske forskel mellem de kærlige San-jægere og samlere, og de vilde agerdyrkende Huli'er på Ny Guinea, men han dokumenterer den. Hans ærinde er ikke etnografisk teori, men filmmandens og journalistens jagt på den gode historie. Kameraet og båndoptageren - og det var ikke små, smarte digitalsager, men kuffertstore kasser, der blev slæbt på ryggen af indfødte bærere over nogle af verdens mest utilgængelige bjerge - var hans foretrukne instrumenter. »Etnografisk viden«, skriver Bjerre, »har kun virkelig betydning, hvis den bliver bragt videre«. Og det har han gjort virtuost og succesfuldt. Jens Bjerre er gjort af sejt stof. Han har skrevet en enestående bog, som står som en smuk støtte over et fuldt liv. Wailpiri-stammen i Australiens indre kunne sende deres øjne ud for at se, hvad der skete langt borte. Jens Bjerre har været vores øjne. Jeg skal hilse og sige, at det er elementært spændende, overraskende, underholdende og tankevækkende at følge med. Man lægger bogen fra sig og ser på verden på en rigere måde, men også med en stille melankoli over de forsvundne verdener. Og vi har stadig meget at tage vare på.