Forum for Europæisk Kirkekundskab (FEKK), der er et netværk af forskere fra så forskellige fag som historie, politologi, jura, økonomi og teologi ved Det Teologiske Fakultet i Århus, har taget initiativ til en bogudgivelse, der sætter fokus på forholdet mellem velfærdsstaten og den kristne religion. 'Velfærdsstat og kirke' hedder antologien, og spørgsmålet, den stiller, er, om der eksisterer en forbindelse mellem de to institutioner, og i bekræftende fald, om denne forbindelse kan belyse den krise, henholdsvis velfærdsstaten og kirken befinder sig i i dag. Lutheranernes fortjeneste Der er meget, der tyder på, at den særligt nordiske udgave af velfærdsstaten er dybt forankret i en efterreformatorisk - specifikt: luthersk - kristendom. Ud over det almene kristne krav om at tage vare på næsten er det specielt den lutherske traditions opfattelse af nåden, der er baggrunden for den danske velfærdsstat. Som en af bogens ti forfattere Jørn Henrik Petersen bemærker, er det forestillingen om, at nåden gives »gratis« - altså »noget for ingenting« - i modsætning til velfærdsmodellerne i andre lande, der bygger på »noget for noget« princippet, der kendetegner den danske model. Velfærdsstaten er altså ikke så meget Socialdemokraternes som lutheranernes fortjeneste. Smuldrende etik Den danske velfærdsmodel bygger altså på princippet om »noget for ingenting«, der konkret betyder, at vi betaler vores skat uden at kunne forvente at få ydelser igen, der svarer til det, vi giver. Vi betaler derfor til andre, vi giver noget for ingenting. Og det gør man kun, hvis man føler solidaritet med de andre mennesker i samfundet. Men netop denne solidaritetsfølelses synes at være på retur i dag. »Velfærdsstaten«, skriver biskop Niels Henrik Arendt, »der havde solidariteten som forudsætning, kom desværre til samtidig at aflive solidariteten og forpligtetheden«. Af mange forskellige grunde er solidariteten ikke længere så dominerende, som den engang var. Samfundet er blevet mindre homogent som følge af indvandring, globalisering og den almindelige selvoptagede individualisme. Men væsentligst i denne sammenhæng er, hvad blandt andre Lars Qvortrup understreger, at grundlaget for solidariteten, den kristne etik og barmhjertighedstanke, er smuldret i kraft af sekularisering og svigtende folkelig tilslutning til selv samme etik. Den sociale omsorg, som kirken tidligere stod for, overtog velfærdsstaten, og derfor slap den enkelte for personligt at engagere sig i andres ve og vel. Det er statens opgave - ikke min! Pligtlæsning Niels Kærgård mener, at fremtidens problem for velfærdsstaten må forstås som »et rent fordelingsproblem« og ikke som en konsekvens af, at vi skulle blive fattigere med tiden - tværtimod ser det ud til, vi bliver rigere. Men eftersom den »indbyrdes solidaritet i samfundet må antages at være faldende«, idet den lille velfærdsstat er under opbrud pga. globalisering m.m. og fordi de »gamle kristne dyder som barmhjertighed, næstekærlighed og hjælpsomhed er ved at blive erstattet af et mere kynisk 'noget for noget' -princip«, kommer fremtidens økonomiske fordeling næppe de dårligst stillede til gode. De, der har, føler ikke længere solidaritet med dem, der ikke har, hvilket fuldstændig underminerer velfærdsstaten. En eventuel afskaffelse eller minimalisering af velfærdsstaten kan betyde, at kirken igen må overtage det diakonale arbejde, at omsorgen så at sige vender tilbage til udgangspunktet: kirken, sådan som det også er tilfældet i USA og andre lande, hvor der ikke eksisterer veludbyggede velfærdssystemer. Her er det i høj grad de religiøse organisationer, der giver sig i kast med at gøre noget for de hjælpeløse. 'Velfærdsstat og kirke' er pligtlæsning for enhver, der er optaget af samfundets udfordringer og sociale problemer; bidragene er velskrevne og perspektivrige - så det er bestemt ikke spild af penge at anskaffe sig et eksemplar. Her får man virkelig »noget for noget«.