Nu er det alvor. Her er så Gyldendals og professor Weinreichs bud på, hvad børn i folkeskolens første klasser skal møde som det første, de selv læser: Bind tre, fire, fem og seks i forlagets store kanon. Og jeg må sige med det samme: Min relative begejstring for kanonens første bind - beregnet til oplæsning for nulte, første og anden klasse - køler nu ned til nulpunktet. Absurd Det er dog fire helt forskrækkelige bøger, man her har hobet sammen hulter til bulter. Man skulle tro, det var kanontænkningens værste fjender, der har villet demonstrere, hvor skrup forskruet denne tænkning kan være, når den rigtig bliver drevet til absurditeter. Hvis vi antager, at danskundervisningen i skolens seks første klasser skal bibringe eleverne tre ting: læsefærdighed, læseglæde og almen dannelse, så er der alt for meget i disse mærkelige bøger, som går direkte imod formålet. Ingen kærlighed Lad julen, den gode gamle jul, være skrækeksemplet. I tre af de fire bøger er der nemlig en samling tekster samlet under et tema: 'Julen' i bindet til tredje klasse, 'Danmark' til fjerde klasse og 'Døden' til femte. Til sjette klasse fandt man åbenbart ikke på et tema, og det må da også være uhyggeligt svært, når nu både julen, Danmark og døden er dækket. Sådan noget som 'kærlighed' eller 'verden' falder ikke kanonredaktører af denne her kaliber ind. Sentimental sødsuppe Men julen, altså: 13 danske tekster og ikke en eneste bibeltekst. Nej, for Bibelen er jo ikke dansk, vel? Og kanonkulturen forestiller sig jo, at alt godt i denne verden er dansk, det være sig 'demokrati' eller 'ungdom' eller altså: 'jul'. Så hvis danske børn med Gyldendals kanon i hånden skal have noget at vide om barnet i krybben, de hellige tre konger etc., så er der i bedste fald omkørsel via Grundtvig, Ingemann og Andersen - men langt de fleste af julens grundhistorier optræder simpelthen bare ikke. Gyldendals kanon går hverken efter dannelse, oplysning eller glæde ved de fantastiske julehistorier, den går efter sentimentalitet, nostalgi, flæb, pakkeræs - alle disse sider af julen, som har deres charme, men ligesom kun giver en anelse mening, hvis ungerne har en vis idé om, hvordan vi har hittet på det hele. Her har vi så Johan Krohn, 'Velkommen igen, du kære jul' med sukkersøde tegninger anno 1899 og naturligvis 'Peters jul' anno 1870. Her har vi som temaets absolut yngste tekst Rudolf Bruhns 'Sørens spille' (1919). Her har vi en decideret tåbelighed fra et ugeblad anno 1884: 'En Naalepude, lavet af en grankogle', og her har vi Louis Moes 'Julemandens bog' med nydelig håndskrift og en slutning, hvor julemanden, juleenglen og julenissen til slut går ud i verden »med træet og gaverne og en glædelig jul til alle«. Og da kanonfolket jo forsøger at slægte os journalister så meget på som muligt, så er det vigtigt, at der er 'noget skævt' med: værsgo': en vis Rudolf Bruhns 'Sørens spille', en sentimental gang sødsuppe af den slags, man troede henhørte under julehefter 'I julelampens skær': søndagsskolepladder fra farmors tid. Kristelig pietisme Hvad skal det til for? Jeg er virkelig fuld af spørgsmål til disse bøger: Hvorfor udsender man ikke bare en liste over teksterne (H.C. Andersens 'Konen med æggene' har de fleste skoler vel i en anden udgave)? Tænker man sig, at børnene skal synge 'Dejlig er jorden' med denne kanonbog i hånd? Og tekster med gotiske bogstaver, kan de læse dem? Og al denne gammelmodighed og kristelige pietisme (under dødstemaet f.eks. Lina Sandell om 'lammets blod', men ikke Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte')? Meget mystisk alt sammen. Læsefærdighed, læseglæde og almen dannelse sigter kanonen som sagt ikke på.