Hvis man har set Francois Truffauts film 'Fahrenheit 451' om det totalitære fremtidssamfund, hvor bøger er forbudt og brændes af brandvæsenet, glemmer man aldrig slutscenen: Mens sneen daler ned, går de sidste bogfreaks rundt og lærer de vigtigste klassikere udenad, så de kan overleve i mundtlig form. Man mindes de modige bogdissidenter, når man sidder med den iransk-amerikanske litteraturprofessor Azar Nafisis 'At læse Lolita i Teheran' fra 2003, der nu går verden rundt. Bogens engelske undertitel peger på det overordnede hukommelsestema: 'A Memoir in Books'. Den danske undertitel lyder lidt mere snæver og jordnær: 'Erindringer om en læsekreds'. Men det drejer sig om begge dele: om bøgernes modverden og om en hemmelig bogklub, dannet af syv engelskstuderende og deres lærer, som overlevelsesstrategi midt i mullahernes fundamentalistiske diktatur. Snigmord og censur Azar Nafisi kommer fra en gammel persisk kulturfamilie - hendes far var den yngste borgmester i Teherans historie, hendes mor en af de første kvinder i parlamentet, og hun selv er uddannet udenlands, primært i USA. Irans gradvise modernisering hugges over ved revolutionen i 1979, der gør den fra Paris hjemvendte ayatollah Khomeini til religiøs-politisk overhoved i Den islamiske Republik. Det er en fremragende førstehåndsskildring af omvæltningen, hvor marxistiske revolutionære og muslimske fanatikere raser i kor mod 'Den Store Satan' USA og mod 'imperialismen og dens zionistiske lakajer', mens præstestyret bruger den middelalderlige sharialovgivning til legitimering af deres voldsregimente med massehenrettelser, skueprocesser mod folkefjender, tortur og barbariske straffe. Azar Nafisi viser, hvordan den religiøse kulturrevolution efter maoistisk mønster fejer gennem administration, medier og uddannelsessystem med udrensning, lukning af kritiske aviser, fængslinger, snigmord på journalister og forfattere, afbrænding af biografer, forlag og boglader. Ikke bare den forhadte amerikanske kultur, men selv '1001 nat' og andre arabiske klassikere censureres væk. Puritanske 'moralbrigader' og revolutionsgardister dyrker selvjustits og foranstalter razziaer og husundersøgelse efter parabolantenner, kassettebånd, forbudte bøger og andre tegn på 'borgerlig', 'dekadent' og 'korrumperet' vestlig kultur, der er 'åndelig voldtægt' mod islam. Alt sammen forstærket af den iransk-irakiske krig 1980-88 med 1 million dræbte. Muntert oprør Den hellige krig mod 'de indre fjender' rammer især kvinderne, der fra 1930'erne havde usædvanlig frie vilkår i Iran, og Azar Nafisis bog er det mest indgående og bevægende vidnesbyrd, jeg har læst, om den islamiske revolution som systematisk kvindeforfølgelse. Den går fra dødsdomme over fhv. kvindelige ministre og stening for utroskab og prostitution til krav om tilsløring og regulering af påklædning og adfærd ned i de mindste detaljer - helt til håndbevægelser, hårlængde og tykkelse af tørklæder og undertøj. Moralvogternes krops- og taskevisitation er én lang og ydmygende chikane, og brug af 'amoralsk' tøj og makeup straffes med fængsel og op til 76 piskeslag. Selv i en russisk 'Hamlet'-filmatisering klipper censuren Ofelia ud. Da Azar Nafisi afskediges fra universitetet - fordi hun nægter at gå med slør - og inviterer sine bedste kvindelige studerende til en illegal læsekreds hver torsdag i sit hus, er det til et livsnødvendigt helle fra den hysteriske totalovervågning. Og det er et muntert oprør. Når pigerne kommer indenfor og lægger den forhadte chador, springer de ud i alle farver og former med guldøreringe, bare skuldre, løse krøller og højforbudt neglelak. Og når de drikker te, spiser kager, griner, læser egne digte op, fortæller vittigheder om præstestyret og diskuterer sex, kærlighed og andre personlige problemer, så får de igen identitet som individer in their own right. Engelsk er kodesproget, for de kommer jo også for at diskutere bøger, og tyranniet gør vestlig og især engelsksproget litteratur særlig dyrket - fra T.S. Eliot og Joyce til Virginia Woolf og Saul Bellow. Det er forbløffende, hvor meget de trods alle restriktioner får skaffet sig fra restlagre, på det sorte marked eller i lasede fotokopier. Det er endnu mere forbløffende, hvordan deres situation gør dem og deres lærer til eminente læsere, der afdækker nye betydningslag i klassikerne. Et nyt liv Azar Nafisis bog er ligefrem struktureret i fire faser ud fra aktualiserende nylæsning af fire forfatterskaber, der bliver særlig eksistentielle for hende og for hendes gruppe: Nabokovs 'Invitation til skafottet' om en dødsdømt i et gennemritualiseret diktatur og 'Lolita' læst ikke som en skæv kærlighedshistorie, men som tragedien om psykopaten Humbert Humbert, der stjæler en piges barndom - og dermed en kritik »mod roden til enhver form for totalitarisme«. Scott Fitzgeralds 'Den store Gatsby' - der ligefrem bliver genstand for en absurd politisk proces på Teherans universitet - som roman om at ville realisere sin fremtidsdrøm ved at regrediere til fortiden, ligesom mullaherne gør. Henry James' 'Daisy Miller' og Jane Austens 'Stolthed og fordom' læst som romaner om aktuelle kvindetyper og om hverdagens brutalitet og ondskab og modige kvinder, der bryder konventionerne. Ironisk nok: i dette belejrede samfund bliver USA både Den Store Satan og Det Tabte Paradis. Alle er besat af Amerika - fra jazz og film til tyggegummi. Alle drømmer om at emigrere til USA og diskuterer, om de bør blive og bekæmpe præsterne eller hoppe af i tide. Azar Nafisi og hendes familie slipper ud i 1997, da angsten og kvalmen over samfundets hykleri og uvirkelighed bliver for stærk. Også de fleste i studentergruppen får et nyt liv i det forjættede land, der lykkeligvis er mere åbent for politiske flygtninge end vores. Flugt og flippemiddel Azar Nafisis erindringsbog ligner ikke noget andet inden for den verdenslitteratur, der er skrevet af emigranter. Det er ikke - sagt for en sikkerheds skyld - en bog om islam som den store, udifferentierede fare fra øst, for Azars egen troende familie ser tværtimod præstestyrets fundamentalisme som et forræderi mod islam, der misbruger religionen som ideologi og instrument til undertrykkelse. Men det er en højaktuel bog om at være landflygtig og i livsfare i sit eget land - og om at få en nødvendig ny identitet i en anden kultur på et andet sprog. Og det er en enestående bog om litteraturens magiske kraft og kritiske potentialer. I Iran efter 1979 blev Jane Austens og andre vestlige romaner - ved selve deres form - »en udfordring mod den herskende ideologi«, »en potentiel trussel«, fordi romangenren er fundamentalt demokratisk, argumenterer Azar Nafisi. For hende selv blev læsning til flugt og flippemiddel i en deprimeret fase, men hendes og læsegruppens helt fysiske sult efter bøger er også en søgen efter skønhed og frihed midt i den brutale glædesløshed. Fiktionen er en modgift til samfundets fiktive 'virkelighed'. Den er - som Azars mentor siger - en livsnødvendig »parallel fantasi« til diktaturet, der vil kolonisere bevidstheden. Dette mesterværk er også enestående ved den måde, det gør litteraturen levende og nærværende som et sanseligt væsen. Det giver bøgerne sjæl og krop med farver, lyde og lugte i stuen - i pink, orange og knaldrødt som pigernes bluser og læbestift, som lyden af latter og kaffekopper, som duften af kvinde, appelsinskræller og kaminrøg.