Bortset fra besættelsen er næppe noget emne i dansk historie blevet så indgående behandlet som de slesvigske krige og modsætningen mellem dansk og tysk i Sønderjylland. Man skulle ikke tro, at det var muligt at komme med nyt. Men det er det - herom vidner Hans Schultz Hansens disputats. Det er ikke alene nyt, det er også godt nyt. For det er en afhandling, der giver nye perspektiver og bringer forskningen fremad, netop det som en disputats skal. Pionerarbejde Emnet er hjemmetyskerne i Nordslesvig fra 1840 til 1867, et emne som aldrig er blevet behandlet systematisk. Dansk historieskrivning har ikke overraskende fokuseret på de dansksindede sønderjyder og på udviklingen af en dansk bevidsthed. Men heller ikke fra tysk side er der skrevet meget. Hans Schultz Hansens bog er derfor et pionerarbejde, en umådelig detaljeret analyse af den hjemmetyske identitets forudsætninger og udvikling. Hertug af Augustenborg Ordet hjemmetysker er dansk. Oprindeligt var det de dansksindede sønderjyders betegnelse for den tysksindede, men ofte dansktalende nordslesviger i modsætning til den tysktalende befolkning i det sydligste Slesvig og Holsten. Betegnelsen vandt imidlertid hævd også på tysk side. Men hvem var hjemmetyskerne, hvilke sociale lag udgik de fra og hvad ville de politisk? I dansk historieskrivning er der tradition for at skildre kampen om Slesvig som en konflikt mellem dansk og tysk, men som det fremgår af Hans Schultz Hansens bog, er det ikke helt så enkelt. Hverken de nordslesvigske hjemmetyskere eller slesvig-holstenerne i almindelighed ønskede at blive opslugt af et forenet Tyskland. Hvad man forestillede sig var en selvstændig stat omfattende Slesvig og Holsten inden for Det tyske Forbunds rammer. Mange så hen til hertugen af Augustenborg som statsoverhoved. Ser nationalfølelse som en konstruktion Den slesvig-holstenske identitet og hjemmetyskheden udviklede sig i årene 1840-46. Forudsætningen finder Hans Schultz Hansen i Slesvigs nære politiske og økonomiske relationer til Holsten; derimod afvises det, at bevægelsen kunne knytte an til, hvad forfatteren kalder en 'førnational' slesvig-holstensk identitet. Hermed tænkes især på de gottorpske hertuger, som i 1600- og 1700-årene havde været i konflikt med den danske konge. Udtrykket 'førnational' vidner om, at forfatteren generelt anser nationalfølelse som en konstruktion skabt af de særlige politiske, økonomiske og mentale vilkår i 1800-tallet. Her følger han hovedstrømmen i europæisk nationalismeforskning og refererer til hovedværker af førende nationalismeforskere som Ernest Gellner, Miroslav Roch og Gerhard Brunn. Etnisk definerede stater Anmelderen er skeptisk over for forestillingen om nationalismen som en politisk og mental konstruktion fra 1800-tallet; tilkendegivelser, der må opfattes som nationale, kender vi siden middelalderen. Problemet er, at mange europæiske stater havde deres oprindelse i en form for etnisk definerede stater, der imidlertid som følge af arveprincippet og arvedelinger endte med at blive territorialstater, hvis grænser gik på tværs af etniske skel. Identitetsudviklingen i disse konglomeratstater før 1800 er mangelfuldt udforsket, det giver efter min mening problemer for analysen af nationalbegrebets udvikling efter 1800. Symbolpolitik Det betyder ikke, at forfatterens undersøgelser af forudsætningerne for den nationale mobilisering i Nordslesvig ikke holder. Tværtimod disker han op med nye og relevante resultater. Et vigtigt perspektiv er, at den slesvig-holstenske bevægelse var knyttet til moderniseringen, mens den danske bevægelse i Nordslesvig havde sit tyngdepunkt i befolkningslag, der var mindre præget af moderniseringen. Slesvig og Holsten var økonomisk mere udviklet end kongeriget Danmark, hvilket betød, at den slesvigske elite økonomisk orienterede sig mod syd, mod det ekspanderende Hamburg. Et andet væsentligt resultat er, at sprog og nationalitet ikke på nogen måde var sammenfaldende i Nordslesvig. Sandsynligvis havde de fleste hjemmetyskere dansk som hjemme- og omgangssprog, et vidnesbyrd om, at andre faktorer var vigtige for den nationale mobilisering. Den hjemmetyske sprogpolitik var i det hele taget defensiv, sproget var kun et konfliktemne, når det blev brugt til at føre symbolpolitik, som da den dansksindede sønderjyde Peter Hiort Lorenzen talte dansk i den slesvigske stænderforsamling. Nationalisme klemte luften ud af demokratiet For hjemmetyskerne var rædselsscenariet Slesvigs deling, idet det ville bringe dem håbløst i mindretal i en dansk stat. Men det var et spøgelse, der gentagne gange var oppe at vende. Europæiske statsmænd uden kendskab til Slesvigs forhistorie puslede med tanken, Bismarck var ikke afvisende, ja selv Augustenborgerne var på et tidspunkt indstillet på indrømmelser til det danske parti med henblik på at skabe en stabil slesvig-holstensk stat. I øvrigt er det en af undersøgelsens mest interessante resultater, hvor udtalt modviljen mod Preussen var blandt hjemmetyskerne efter 1864, og hvor stærk opbakningen endnu på dette tidspunkt var til den augustenborgske hertugfamilie. Men Bismarck ville ikke have en ny tysk småstat og Slesvig blev indlemmet i Preussen. De proaugustenborgske stemninger forsvandt hurtigt; efter 1870 knyttede hjemmetyskerne sig til kejseren, Bismarck og det nye tyske rige. Den Bismarck, som knuste den hjemmetyske drøm om et selvstændigt Slesvig-Holsten, hyldedes nu af de samme hjemmetyskere med et gigantisk mindemærke på Knivsbjerg. Identitet er ikke noget engang givet. Vil stå som et absolut hovedværk Det er måske den vigtigste indsigt i bogen, at forandringerne kan ske på meget kort tid. Karakteristisk for den hjemmetyske bevægelse var, at den som de fleste andre nationale bevægelser i begyndelsen kombinerede den nationale mobilisering med kravet om demokrati, men det endte med, at nationalismen klemte luften ud af demokratiet. Hvad der ofte er tilfældet. Disputatsen hviler på et kolossalt kildemateriale. Officielle akter, foreningspapirer, forhandlingsprotokoller, petitioner og adresser til myndighederne er gennempløjet for nationale og politiske tilkendegivelser. Man kan ikke sige, at bogen er lettilgængelig. Dertil er både emnet og begrebsdannelsen for krævende. Samtidig er det en moppedreng på 1.000 sider. Men bogen er klart og godt skrevet, om end forfatterens analytiske evner hist og her fører til en voldsom ophobning af relative sætninger. Det sidste ord er aldrig sagt, men Hans Schultz Hansens disputats vil nok stå i årtier som et absolut hovedværk.