Knud Nordentoft? De vil være tilgivet, hvis ikke navnet får en klokke til at ringe. Men til oplysning: Manden var uddannet jurist, blev senere landsretssagfører og udfoldede et mindre litterært forfatterskab. Han blev født i 1895 og døde i 1953. Ikke bare om vind og vejr Det er de nøgne og ikke synderligt opsigtsvækkende fakta om en mand, der ville være forblevet en fodnote i besættelsestidens historie, hvis ikke han havde nedfældet små 1.000 sider i dagbogsform fra perioden 1941 til 1945. Og ikke bare 1.000 sider om vind og vejr, men om tilværelsen - den politiske og private - som den blev oplevet af en dansk nazist. Åndsmenneske Det er kildemæssigt kræs, og æren for dette mundvandsdrivende traktement tilfalder Arne Hardis, journalist ved Weekendavisen. Han har gravet dagbøgerne frem, udvalgt en række tekstpassager og sat dem ind i et historisk perspektiv. Dagbøgernes forfatter var ikke en ledende skikkelse i den hjemlige nazisme, men som skribent og redaktør i forskellige nazistiske sammenhænge og i kraft af sin status som 'åndsmenneske' kom han tæt på de ledende kræfter i DNSAP, herunder 'Føreren' Frits Clausen og hans nære medarbejder H.C. Bryld. Selvglad med psykopatiske træk Nordentofts meget usminkede skildringer af det nazistiske miljø samt hans betragtninger over tidens emner, bl.a. kommunismen, angsten for at blive likvideret, krigens gang og 'jødespørgsmålet', efterlader et levende indtryk af tankegangen hos en dansker, der trådte over på den forkerte side af den nationale kridtstreg. Vel at mærke uden at fortryde. Han ville tjene en 'stor sag', men helst også masser af likvide midler til sin families underhold. Hvis berømmelse og magt fulgte med det nye kald, var det bestemt heller ikke at foragte. Vi har at gøre med en sælsom skikkelse. Knud Nordentoft, der først som 45-årig i 1940 meldte sig under hagekorsets banner, beskrives af Arne Hardis - med lån fra en lægelig rapport udfærdiget i forbindelse med hans retssag efter krigen - som en stærkt selvglad mand med psykopatiske træk. Forhåbning til mirakuløs tysk sejr Han var hæmningsløs i sin trang til at tjene penge og kaldte sig selv for »professionel nazist«. Men den ikke videre succesfulde forfatter var dog ikke mere opportunist, end at hans idealisme i lang tid brændte for 'ny-organiseringen' af samfundet efter tysk forbillede. Skal der laves omelet, må der som bekendt knuses et par æg, og politiske modstandere, åndssvage og ikke mindst jøder var æggene, som måtte knuses. Nordentoft var hverken udpræget blodtørstig eller hadefuld, snarere det modsatte, men han konstaterede samtidig med en tiltagende kynisme, at 'noget' og 'nogen' måtte forgå, for at andet kan bestå. Knud Nordentoft gik ind i den nazistiske bevægelse med ildhu, men blev senere under indtryk af fronternes udvikling noget mere vankelmodig. Han forsøgte at komme i kontakt med danske kommunister, som tiden nærmede sig det indlysende tyske sammenbrud, men han afsvor ikke sit nazistiske engagement eller sin stille forhåbning til en mirakuløs tysk sejr. Trofæskabet Prisen for det, Nordentoft selv anså for sin legitime »tro og overbevisning«, var 8 års fængsel, et ødelagt omdømme og et nedbrudt helbred. Bogen følger naturligt nok dagbøgernes kronologi, men Arne Hardis har også lagt et tematisk snit over teksterne. Ad den vej kommer vi godt rundt om de vigtigste emner og begivenheder, og også de danske nazisters utrolige persongalleri af afstumpede braknæser, politiske eventyrere, højstemte romantikere og sleske vindbøjtler får lov at træde frem på siderne. Der er ikke mange fingre at sætte på denne bog. En bredere tidstegning, navnlig på det ideologiske område, havde været på sin plads, men ellers er 'Forræderens dagbog', i øvrigt Nordentofts eget forslag til dagbøgernes titel, en virkelig interessant udgivelse, som virker mere helstøbt end Hardis' forrige værk 'Æresretten' om retsopgøret mod de tyskvenlige forfattere efter krigen. Denne bog sidder lige i skabet. Trofæskabet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























