En ung - meget ung - historiestuderende har fået det indfald at forsøge at skrive en sjov verdenshistorie på 150 små sider. Den prisværdige hensigt er at give andre unge mennesker det overblik, som de ikke fik i folkeskolen. Det er vanskeligt at være vittig på de vilkår, fordi en vellykket morsomhed netop kræver et stort forhåndskendskab til emnet hos læseren. Blodbad Her to smagsprøver: »Det lykkedes dog for Kong Hans' efterfølger og søn, Christian II, at blive kronet som konge af Sverige i 1520«. »Dette blev Christian så glad over, at han besluttede sig for at hugge hovedet af størstedelen af den svenske højadel i det såkaldte Stockholmske Blodbad«. »Da Italien er fyldt med bjerge, var det meget svært for briterne og amerikanerne at rykke frem, hvorfor de begyndte at se sig om efter en bedre front«. »I 1944 mente de at have fundet den, hvorefter de gik i land i Normandiet på den franske nordkyst«. »Samtidig bombede britiske og amerikanske meget store bombefly lystigt løs på de åbne tyske byer og dræbte for eksempel over 100.000 indbyggere og flygtninge i Dresden«. Frisk fyr Holocaust findes ikke i Mortensens verdenshistorie. Bortset fra det handler bogen om krige og massakrer, død og ulykke hele vejen igennem, og det bliver temmelig anstrengende i længden at se dem beskrevet i denne friskfyragtige tone, som hele tiden balancerer på kanten af det taktløse uden at være nævneværdigt vittig endsige særlig præcis. Antallet af dræbte under Dresdens bombardement skønnes f.eks. i dag til godt 35.000. Desværre må dommen lyde, at forfatterens selvtillid er mere veludviklet end forlagets dømmekraft.