»Jeg er begyndt at gå på safari i Afrika, jeg er sgu blevet for gammel til alt det andet«. Og da jeg så simpelt spurgte Jan (Guillou), hvad så alt det andet var, så nævnte han sine jagtture over tyve år i Sibirien. »Jeg kan ikke følge med pojkerne mere, når vi går fem svenske mil i 40 graders kulde. Så nu er det altså savannen«, sagde han. Sådan lidt småforagteligt, som når en gammel fodboldspiller bliver pensioneret til golf. Socialisten, millionæren, journalisten og forfatteren til serien om den venstreorienterede grev Hamilton, Sveriges James Bond og hele verdens aristokratiske dræbermaskine. Aristokrat Jan Guillou er et omvandrende paradoks: kompromisløs samfundsoprører og kritiker af alt borgerligt til højre for og langt over midten. En snob i forhold til alt, hvad der fint og fejet, helst og gerne alt adeligt på den fede måde med årgangsvine, smukke kvinder og standhaftigt mandsmod til at gå op mod strømmen. Sådan set i den dur meget mere i familie med Georg Brandes og Karen Blixen end med Karl Marx og Hjalmar Branting. Oftere mere aristokratisk radikalisme end radikal socialisme, ja mere tempelridder end salonkommunist. Og altså alt på en egen spøjs måde. Lejemorder-gen Guillou afslørede nådesløst og personligt den maskuline fascisme i sin smertelige roman og film om kostskoledrenge, 'Ondskab', men beholder dens fascination som en dialektisk diskussion i sin egen sjæl. Således har jeg selv set Jan på grænsen til at uddele andre øretæver end de verbale. Men her i Jan Guillous bind med journalistik og klummer over små tyve år, 'Kommentarer', er det heldigvis kun lussinger af ord. Men hvilke galopperende kindheste, for nu at benytte det oldnordiske ord for slig korporlig afklapsning. Guillou er en guds benådet og raffineret ordmager, sågar med et professionelt lejemorder-gen, når det gælder den elegante persiflage. Ironisk og sardonisk Han formår og forstår både at hudflette svenske spærreballoner, såsom den meget selvoppustede forfatter og professor i Texas Lars Gustafsson og så foreningen Greenpeace med sin både idealistiske og kyniske kapitalisme. Sammen med svensk erhvervsliv er Israel fast skydeskive for vor skarpskytte via landets behandling af palæstinensere. Selvfølgelig også socialdemokraten og statsministeren Göran Persson, i skyttens øjne en slatten vatpik som forstander for det svenske folkehjem. Og sådan er der så meget, Jan skyder både med spredehagl i store salver og med præcisionsvåben med et sigtekorn just i plet. Noget er nok for svensk og selv med fodnoter lidt for meget insiderviden for os danske. Alligevel: Alle, som elsker det ironiske og sardoniske, det satiriske og sofistikerede med sprogets skydevåben, skal tage turen til Sverige med safarimanden Jan Guillou.