Forældre er vigtige deltagere i deres barns skoleliv. Ingen tvivl om det. De skal støtte og opmuntre, de skal tage del i oplevelserne, møde op på skolen, sørge for barnets nattesøvn, tage ansvar for lektielæsningen og meget mere. Forældre skal kort sagt på banen, hvis deres barn skal klare sig godt i skolen. Tveægget sværd Det er opskriften i dagens præstationssamfund, og her ser vi tydeligt det udskillelsesløb, der er i gang. For der er forældre, der ikke lever op til denne rolle. Nogle har for travlt, andre magter det ikke. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at det er rigtigt: Børn, der bakkes op af forældrene, klarer sig på næsten alle måder bedre. Men lige så sandt er det også, at det er et tveægget sværd, for resultatet af den store involvering fra forældrene kan blive lige præcis modsat af det ønskede. At barnet går i stå, mister modet og lysten. Det kan ikke leve op til de store forventninger fra forældrene. Så - for lidt og for meget forringer barnets skoleliv. Derfor spørgsmålet: Hvordan skal forældrene på banen, for at det kan gå godt? Dannelsesproces Det giver to bøger gode råd om. Den ene er oversat fra amerikansk (glimrende af Peter Dürrfeld), den lægger op til et klart succesmål, og den giver masser af forslag til, hvordan forældrene selv bliver aktive i barnets læringsproces. Den anden er dansk, den er bredere og mere rummelig, den taler ikke om succes, selv om det alligevel ligger i luften, at målet er barnets evne til at klare sig godt i skolen. Den vigtige forskel på de to bøger er, at den amerikanske går direkte efter målet 'skolepræstation', uden meget omsvøb. Den danske opfatter læring som en del af en dannelsesproces, derfor handler det også om børns parathed, deres trivsel, deres glæde og kreativitet. I den amerikanske bog skal hjemmet være en slags læremiljø og forældrene bevidste undervisere. Derfor er bogen en mini-didaktik for forældre. De må gerne tage udgangspunkt i deres egne succesoplevelser, men derefter skal de omsættes: Gør nu det samme med dit barn. Praktisk indsats Selvfølgelig virker det firkantet og lige netop så kontant, at det nærmer sig teknik. Eller tæt på en formynderisk holdning, både over for barnet og skolen. Det sidste viser sig f.eks. som de spørgsmål, forældrene har med til skole-hjem-samtalen. Her er forældrene tæt på at overtage styringen: Hvordan kan vi arbejde videre med stoffet hjemme, hvordan kan jeg hjælpe mit barn op på næste niveau? Svar nu, hr. lærer! Men hvis forældrene også selv betaler og virkelig helt kontant investerer i deres barns fremtid, så vil de selvfølgelig også have noget for pengene - i USA. Så langt er vi heldigvis ikke kommet i Danmark. Her er barnets udvikling, også i skolesammenhæng, stadig noget, der omfatter omsorg, glæde, leg og dannelse som menneske. Derfor er den danske bog bygget op på en noget anden måde og skal rent bogstaveligt læses fra begge ender. Den ene forfatter (Engen) tager sig af læse- og skrivefærdighederne, mens den anden forfatter (Hedegaard) behandler undervisningsparathed. De to forfattere mødes på midten. Bogen igennem ses barnet som »et helt« menneske, hvor det også drejer sig om søvn, morgenmad, motion, tv, ritualet om aftenen osv. Som det hedder i bogen: omsorg for hjernen - og for hjertet. Det sidste er den sociale udvikling, samværet, tilliden. Men det forhindrer ikke, at bogen også har mange gode forslag til praktisk indsats for forældrene. Det kan handle om højtlæsning, snak om dagens oplevelser, bogstavspil - og så frem mod at »knække læse-koden« og så småt begynde at skrive. Eller tallene og leg med de »gode venner« (to tal der giver ti) eller kortspil som f.eks. 'fisk'. Men bogen holder fast i læseglæden og skrivelysten, og at det skal være sjovt. Ingen vej udenom Hvilken bog er bedst? Nej, det spørgsmål skal ikke besvares, for bøgerne er tæt på at tilhøre to forskellige kulturer. Derfor er en sammenligning lidt meningsløs. De vil noget forskelligt med barnet - og ser forældrerollen i helt forskelligt lys. Forældrene skal selv på banen - og vælge side. Der er ingen vej udenom.