Piger i frit fald

Lyt til artiklen

En roman kalder Charlotte Strandgaard bogen i sit forord. Men den er alt muligt andet: Autentiske tekster fra syv unge piger med indvandrerbaggrund, som i 2003 deltog i hendes skriveværksted, en fiktiv fortæller ved navn Amar, som indimellem drømmer sig 500 år tilbage til en periode, hvor religionerne levede mere fredeligt med hinanden - og Charlotte Strandgaards egne betragtninger som Inger, den kristne kvinde, der leder skriveværkstedet. Den forvirring gør forudsigeligt nok bogen ret uoverskuelig. Den forbandede ære Hensigten er klar nok: Vi skal vide, hvad der foregår i de purunge kvinders liv og sind, hvor svært de har det i frit fald mellem to meget forskellige verdener. Og de får det i hvert fald ikke nemmere i denne generation. Med fædre, der banker kone og børn gule og blå, afmægtige mødre, der søger tryghed i hjemmet og traditionerne, ældre søstre, som er blevet tvunget til ægteskaber med mænd hjemmefra. Og æren, den forbandede ære, der får fædre og brødre til at slå og i værste fald dræbe de kvindelige familiemedlemmer, der krænker den. Fordomme bekræftet Men denne læser mister pusten mange gange undervejs. Også fordi pigernes fortællinger er så enslydende grumme, fra Sarahs historie om seksuelle overgreb fra en ven af familien til Amars (fiktive?) om hendes selvmordsforsøg og hendes 'dobbelte' far, der skiftevis beder med hende og slår hende. Sproget gør det ikke lettere. Et sted i bogen siger Amar om Inger/Charlotte Strandgaard: »Hun gentager og gentager, at hvis alle mennesker i Danmark kom tæt ind på os syv piger, vores håb, vores angst for fremtiden, vores splittede liv, vores lighed med alle andre unge piger, de store forskelle imellem vores liv og andre unges liv, ville fremmedhadet have meget ringere kår. Hun vil meget gerne hjælpe os med at kæmpe for vores fremtid på den måde, hun kan med ord«. Jo da. Meningen er god nok. Og måske kan jævnaldrende piger, dvs. mellem 13 og 15 år, få mere ud af bogen end en kritisk voksen. Man kunne dog også frygte, at de bare får deres fordomme om de fremmede bekræftet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her