Når det kommer til stykket, hvad er et liv så andet end en række hændelser og menneskemøder uden anden indbyrdes ordning end tiden - tristessen? Banal pointe måske, men alligevel nok det overordnede styringsprincip for forfatteren Charlotte Strandgaards selvbiografiske udgivelse 'Drømte mig en drøm - nedslag i et kvindeliv'. Kompakt masse af uprioriterede detaljer Hvis der overhovedet har været et styringsprincip? For 'nedslag' er en underdrivelse. Vi taler slet og ret om en kompakt masse af uprioriterede detaljer, hvis mangel på overgribende idé - ud over kronologien - er det mest iøjefaldende lige bortset fra det noget ubegribelige, end ikke motiverede faktum, at de 437 sider kun udgør første halvdel af den snart 70-årige forfatters gang på jorden. Netværksprivilegeret og bogligt velstimuleret Forventningerne var større, må jeg blankt tilstå. Født i centrum af det danske kulturparnas som datter af litteraturhistoriker Jens Kruuse har Charlotte Strandgaard fra barnsben haft omgang med tidens mest toneangivende personligheder inden for kunst og kultur. Netværksprivilegeret og overmåde bogligt velstimuleret trådte hun ind i ungdomslivet i 1900-tallets samfundsmæssigt set mest omkalfatrende årtier. 1960'erne og 70'erne tilbragte hun i politisk og kunstnerisk samvær med navne som Tine Bryld, Bente Hansen, Hans-Jørgen Nielsen, Vagn Steen, Kristen Bjørnkjær, Ebbe Kløvedal Reich, Jørgen Leth, Jesper Jensen, Niels Skousen, Klaus Rifbjerg, Franz Ernst - blot for at nævne et udpluk af de sværvægtere, hun namedropper løbende. LÆS OGSÅNiels Skousens selvbiografi er poetisk og fornemt skrevet Selv markerede hun sig helt fra den litterære debut i 1965 med digtsamlingen 'Katalog' som én af sin generations store stemmer. Et talent, hun hurtigt fik lejlighed til at prøve af på filmmediet - ikke mindst i den genrefornyende 'Ang. Lone' fra 1970 - og senere raffinerede i tv-programmer og rapportbøger centreret om socialindignerede, ofte endog kønspolitiske portrætter af samfundets svageste - alt sammen drevet af ønsket om at hudflette samtidens tabuer.
En rollemodel af Guds nåde Sådan husker jeg hende. Som én, der ragede op og tog plads blandt tidens indflydelsesrige mænd. En rollemodel af Guds nåde. Set udefra er samtlige byggesten til et fængende selvbiografisk tidsbillede således til stede. Hvorfor forløses det så ikke? Uden at vide det præcis hælder jeg til den tolkning, at bogen baserer sig på dagbogslignende registreringer nedfældet livet igennem om alt og ingenting. Måske i situationen tænkt som fremtidigt romanstof. Måske som ventil for komplekse oplevelser. I hvert fald skriverier, man sandsynligvis ville kunne karakterisere som 'ekstrem dokumentarisme', men som i denne uredigerede form hurtigt tager pippet fra selv dedikerede læsere, hvortil jeg henregner mig selv.
Sejler rundt i mathed Havde Strandgaard så bare udstyret de tres kapitler med overskrifter, der gav mening, eller smidt en sjat dramaturgisk styring ind i teksten, var den måske gledet ned. I stedet sejler man rundt med stigende mathed på jagt efter en Charlotte Strandgaard, der ikke kan mærkes og kun antydningsvis får kontur i tekstens ubearbejdede morads, men aldrig bliver til kød og blod. Distance er ofte en problematik, når vi taler selvbiografier. Det gælder også her. Om end sagen stiller sig lettere modsigelsesfyldt an i dette tilfælde. LÆS OGSÅPiger i frit fald
For enten er Strandgaards distance til det erfarede blevet for stor, eller også har den simpelthen ikke vokset sig stor nok endnu. Fornemmelsen af hendes manglende engagement i teksten taler for det første. Mens fraværet af en analytisk overbygning, der kunne strukturere og perspektivere hendes utvivlsomt begivenhedsrige liv, taler for det sidste. Er der lagt i støbeskeen til en toer dækkende de resterende 35 år op til nutid, så håber jeg af hjertet, at forlaget udviser redaktionelt mod og stiller krav til en forfatter, man med sideblik til hendes bagkatalog må tiltro langt større litterær kompetence end det, hun præsterer her.