Sproget slutter som en handske om en mild og venlig hånd ... Sådan skrev den nationalberusede digter Helge Rode i sin karske ode til fædrelandet i 1921. Rode ser de danske øer »Som en rejselysten flåde, ankret op ved Jyllands bro«. Lystigt og nyttigt Vi synger stadig med på nummer 166 i Højskolesangbogen, men mon ikke Jørn Lund kløjes i det med handsken, når sproget nu slasker som en vante om en svag og slatten hånd? Nej, det tror jeg ikke. Han smiler snarere i skægget, for han er en mand med både skæg og stort lune. Det er ikke mindst lunet, der gør, at han er så lystig og nyttig læsning, eksempelvis i de klummer, han skriver i nærværende avis. Dem kan man nu genopfriske nogle af sammen med nye, nidkære og drilagtige udfald i en tilstandsrapport om det danske sprog. Ord i løgnens tjeneste De 29 velrettede epistler er samlet i en lille, tynd, men alligevel fed bog, der hedder 'Sprog til salg'. Det hedder den, fordi vi efter Lunds opfattelse befinder os i noget, der ligner et ophørsudsalg over de værdier, vi lægger i det, vi siger, de ord, vi bruger. Det væsentligste kapitel i bogen hedder 'Kommercialisering af sprog og tanke', og burde det ikke have stået som indledning? Det beskriver, hvordan konkurrencetænkning og branding f.eks. sniger sig ind i undervisningssektoren. Lund sidder selv i bestyrelsen for Københavns Universitet, og her oplever han Videnskabsministeriets klamme billedsprog, der med metaforer fra sportens verden vil lægge op til erhvervslivets målscorere. Hulheden i den politiske retorik: »Danmark skal ikke bare være på omgangshøjde med de førende nationer, men være helt fremme i feltet« runger med statsministerens intense tonefald i øret længere fremme i bogen, hvor Lund inddrager Per Helge Sørensens satiriske bog 'Spin', der især handler om, hvordan ord kan bruges til eksponering og camouflage, til indpakning af pseudobegivenheder, til løgn, bedrag og forførelse i et ministerium, i konsulentbranchen, i en landsforening og på en dagbladsredaktion. Alvorlig bekymring Det kommercielle sprog er blevet så dominerende i mange menneskers tankegang, at det følger med ind i intimsfæren. Parforholdet gøres op i 'ejerskab', og familielivet 'evalueres' og bliver genstand for 'cost-benefit'-vurderinger. Jørn Lund er alvorligt bekymret: »Vi skal have et stærkt erhvervsliv, der lever i vekselvirkning med samfundet og uddannelsessystemet, men lad os også holde tingene adskilt og huske, at tilværelsen rummer immaterielle værdier, og at samspillet mellem mennesker rummer balancer, som det kommercialiserede eller maskinelle billedsprog ikke kan udtrykke og ikke skal forgribe sig på«. Der er så mange præcise nedslag på sprogets tilstand i mange sammenhænge i den lille fede. Det kunne være rigtig fedt, hvis nogle af de sprogaber, som Lund hiver frem, ville gå ind i en debat, for de kan umuligt være enige med ham. Bogen er kvikt illustreret af tegneren Rasmus Bregnhøi.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























