H.C. Andersen var uden tvivl en from mand, der troede på Gud - så meget han kunne. Havde han valgt filosofien eller teologien at udtrykke sig i, havde vi dog næppe hørt om ham, for det, han med svingende styrke troede på, var temmelig primitivt: At den gode Gud står den gode bi, at lykken kommer til den, der har fortjent lykken, og at der helt bestemt er et evigt liv. Så vendte han sig ellers mod menneskene, gjorde sine formidable iagttagelser i deres adfærd og fandt sit enestående sprog at beskrive dem i. Konflikt aflyst Søren Kierkegaard debuterede med en bog, der skar Andersen ned til sokkeholderne. Siden gik filosoffen i en bue uden om digteren. Men havde Kierkegaard taget Andersens kristendom op til doms, var det næppe gået den bedre, end det gik hans roman 'Kun en Spillemand'. Den konflikt har Kathrine Lilleør taget sig for at løse. Eller rettere, at aflyse. For som hun ser det, ville de to giganter nogenlunde det samme, nemlig prædike evangeliet. Parallelle referater Kathrine Lilleør elsker Andersens eventyr og skriver med en smittende glæde om dem. Hun tager dem alvorligt som »eksistensovervejelser«, hvad hun fortjener tak for. Hun giver sin læser lyst til at genlæse dem og overveje deres dybere indhold. Hun er også god til at få læserens børster til at rejse sig. Bag den Lilleørske forsoning mellem Andersen og Kierkegaard ligger en teologisk ph.d.-afhandling, som hun vil offentliggøre næste år. Den endelige dom over hendes videnskabelige metode må vente til den tid. I bogen her møder man mest den form for sammenlignende litteratur, der hedder parallelle referater. Hun mener, at Kierkegaards beskrivelse af virkeligheden som en enhed af mulighed og nødvendighed »klinger med« i 'Lille Claus og Store Claus'. Hun synes, at fantasien i 'Den lille Idas Blomster' »ligner« Kierkegaards forestilling om fantasien i 'Sygdommen til Døden'. Hun »vil mene«, at den vidunderligt ironiske 'Grantræet' er »i familie med« den fortvivlelse, Kierkegaard skildrer i 'Sygdommen til Døden'. Frit spil Til den slags komparativ litteraturforskning kan man ikke sige så meget andet end »Yes«, som Shakespeare så træffende siger ved flere lejligheder. Eller »No«, hvis man er i det humør. For der er frit spil. Naturens og Poesiens kirke til sidst i 'Klokken' er den samme som konfirmandernes kirke i begyndelsen. Sylen i tanden i 'Tante Tandpine' er den samme som pælen i kødet hos Kierkegaard. Når den dødssyge kejser i 'Nattergalen' bliver rask af at høre den lille grå fugl synge, så er det Jesus' opstandelse, Andersen tænker på, for »lige så grå og almindelig nattergalen så ud, lige så uvedkommende fremstår fortællingen om Jesu opstandelse«. Den sidste sammenligning forstår jeg ikke helt, for det er da kejseren og ikke nattergalen, der står op. Men den dybere erkendelsesværdi af disse mange paralleller mellem Kierkegaard og Andersen kan vi som sagt først bedømme med sikkerhed, når metoden bag dem kommer frem til næste år. Ægger til modsigelse Hvad vi får nu, er en veloplagt gennemgang af en række eventyr med en evangelisk morale, der ikke altid er gennemskueligt begrundet. Men til gengæld så medrivende fortalt, at man er lige ved at tro på hende. Selv da hun, unægtelig originalt, udlægger Andersens hyldest til eneren, 'Den grimme ælling', så den kommer til at handle om lykken ved at indtræde i svaneflokkens kollektiv. Swans United, man ser dem for sig, svanerne, skulder ved skulder, som var de Kierkegaard og Andersen. Men fortælle kan hun. Og ægge til modsigelse.